Rundkørselskunst får en officiel indvielse

Rundkørselskunst får en officiel indvielse
Esben Klemanns udsmykning af rundkørslen ved Torneværksvej i Rønne står færdig og indvies officielt den 3. december. Foto: Center for Natur, Miljø og Fritid, Bornholms Regionskommune
NOTITS | RØNNE | 22. NOV 2021 • 18:10
NOTITS | RØNNE
22. NOV 2021 • 18:10

Man kan komme med på en kunstbustur ved indvielsen den 3. december.

Bornholms Regionskommune markerer, at kunstneren Esben Klemanns udsmykning af rundkørslen ved Torneværksvej i Rønne står færdig.

Det sker ved en officiel indvielse for alle interesserede fredag den 3. december klokken 14.

Udsmykningen består af en to meter høj cirkelformet betonvæg, der, som man kører rundt om den, kollapser for så at rejse sig igen.

"I sit arbejde med betonelementet forsøger kunstneren Esben Klemann at få os til at undre os og se noget velkendt i et nyt lys", skriver Center for Natur, Miljø og Fritid om værket.

Værket er det sidste af de i alt tre rundkørsel-kunstværker, som Brdr. E., S. & A. Larsens Legat har givet i gave til kommunen. Første udsmykningsprojekt blev færdig i 2016 med etableringen af billedkunstneren Nils Erik Gjerdeviks værk i rundkørslen ved Snorrebakken, mens det andet blev realiseret i 2018 med opsætningen af Vibegårds Rundkirke af kunstnerduoen Randi og Katrine. Med Esben Klemanns værk kan Rønne nu byde på tre forskellige kunstværker.

Indvielsen starter ved rundkørslen ved Torneværksvej, hvor formand for Job-, Udviklings- og Fritidsudvalget, Erik Lund Hansen, og kunstner Esben Klemann vil være tilstede.

Bagefter vil det være muligt at komme med på en kunstbustur forbi alle tre værker. Her vil billedkunstner og medlem af Kunst- og Kulturhistorisk Råd, Anne Sofie Meldgaard, fortælle mere om udsmykningen og betydningen af kunst i det offentlige rum.

Der er begrænsede pladser til busturen, så der er krav om tilmelding, hvilket skal gøres på mail til Fritid og Kultur på kf@brk.dk senest den 30. november 2021.