Priserne på materialer til byggeriet er kun gået en vej de seneste år, og det kan få virkeligheden til at ændre sig, fra man modtager et tilbud fra en entreprenør, og til arbejdet går i gang. Det må også regionskommunen sande, da en planlagt renovering af atletikstadionet på Rønne Stadion Nord bliver dyrere end ventet.
I kommunens budget for 2023 afsatte politikerne 1.050.000 kroner til opgaven. Det skete på baggrund af et tilbud, kommunen havde indhentet i januar sidste år. Et år senere rækker beløbet ikke længere. I skrivende stund påregner entreprenøren således en stigning på fem-otte procent ved kontraktindgåelse efter marts. Forklaringen er, at priserne på materialerne er steget, og da de konstant er i udvikling, kan en endelig pris faktisk først fastsættes ved kontraktindgåelse.
Entreprenøren har fremsendt et nyt tilbud, som er dyrere end det oprindelige, og derfor skal kommunen i første omgang finde 115.000 kroner ekstra på driftsbevillingen til de kommunale idrætsområder. Og det er ikke sikkert, at det er gjort med i alt 1.165.000 kroner. Aktuelt indeholder tilbuddet kun en anslået udgift til revnedannelser i anlægget, hvorfor den endelige pris ikke kan fastsættes endeligt.