Når en erfaren politiker som Peter Juel-Jensen bliver presset hårdt af blandt andet et parti, som end ikke har en kandidat her på øen, så ser det skidt ud for Venstre.
Og når der internt hos de lokale kandidater er udtalt uenighed om Venstres succes med at være i regering, så begynder der at tegne sig et billede af, at Venstres krise ikke kun handler om det, der sker på landsplan.
I sidste uge nåede partiet et lavpunkt i netavisen Altingets seneste prognose. Venstre har været der før, men denne gang puster både SF og Liberal Alliance, hvoraf sidstnævnte altså ikke engang er repræsenteret med en folketingskandidat på Bornholm, Peter Juel-Jensen og co. i nakken. Det vil sige: Hvis man skal tro den seneste måling, så kommer Venstre slet ikke i nærheden af et mandat på Bornholm til det næste folketingsvalg.
Den unge Venstre-løve Niklas Stenbye sagde i fredagsavisen, at "Venstre får det ikke godt igen, før vi er ude af det regeringssamarbejde", men det er altså et regeringssamarbejde, som Peter Juel-Jensen omvendt står på mål for. Og Stenbye spørger også retorisk i avisens spalter, om folk mon er trætte af Peter eller af Venstre?