Forventningerne til udgravningerne på de 21 hektar er blandt andet at finde spor efter de mennesker, som byggede og ofrede på Vasagårds centralplads i bondestenalderen, fortæller Jens Berthold.
Dertil kommer forgængeren for Soldatergård fra yngre jernalder, vikingetid og muligvis tidlig middelalder, som nu venter på at komme frem under arkæologernes skovle, tilføjer han.
De nuværende undersøgelser skal fortsætte langt ind i 2027 for at frigøre de områder, hvor Energinets entreprenører vil begynde anlægsarbejdet i løbet af næste år. Samlet set skal arkæologien i forbindelse med energiøen fortsætte frem til 2028, og der venter undersøgelser ved Lille og Store Duegård samt de kommende tracéer til kablerne mod Østersøen.
Jens Berthold fortæller, at man sideløbende med og efter udgravningerne skal analysere og datere de mange fund, huse og prøver og omsætte det til omfattende udgravningsberetninger. Resultatet vil ifølge ham blive et storslået indblik i Sydbornholms bebyggelsesudvikling gennem 6.000 år.