Fredag aften og natten til lørdag modtog politiet flere anmeldelser fra borgere i nærheden af Kobbevej. De fortalte alle, at der blev spillet så høj musik, at det spolerede muligheden for nattesøvn.
Politiet fik lokaliseret støjen til en gård, hvor der blev holdt en større fest, hvor der blev spillet elektronisk musik af flere optrædende dj’s. Arrangørerne fik indskærpet reglerne i forhold til både sikkerhed og støj, fortæller politiet.
Både natten til søndag og søndag morgen måtte politiet rykke ud til stedet, da omkringboende igen klagede over høj musik.
Klokken 00.09 natten til mandag fik politiet en anmeldelse om høj musik på Nordre Kystvej i Rønne. Politiet kørte til stedet og mødte en gruppe unge mennesker. En 19-årig kvinde fra Jylland fik et påbud om ikke at spille høj musik, og derefter blev der slukket for musikken.