Messe med overrækkelse af priser

NOTITS | 2. SEP 2024 • 16:00
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
2. SEP 2024 • 16:00

Programmet for Frivillig Fredag ligger klart.

Frivillige bidrager med stort og småt til det bornholmske samfund. De fleste dage sker det uden særlig opmærksomhed, men sidste fredag i september er de i fokus, når der i anledning af Frivillig Fredag er foreningsmesse i Musikhuzet i Rønne.

Arrangementet begynder klokken 15, hvor formand Steffen Gerdes fra Frivillig Forum Bornholm byder velkommen. Derefter overtager toastmaster Roald Bergmann fra Kjøllergård i Østermarie ordet og giver det videre til gæstetaler Amar Dlakic. Han er formand for Bornholms Ungeråd og vil snakke om det at være ung og frivillig, fortæller Frivillig Forum Bornholm.

Dagen bliver også brugt til at hylde frivillige. Kommunens frivillighedspris bliver uddelt som en påskønnelse for en særlig frivillig social indsats, og kultur- og idrætsprisen bliver givet til personer, der har ydet en ekstraordinær indsats for det bornholmske kultur- og idrætsliv. Prisoverrækkelserne bliver suppleret med musik fra RAA og Ludvig Mattsson.

Messen slutter klokken 18, og lidt før lukketid vil Roald Bergmann trække lod blandt de rigtige besvarelser af årets opgave, der består af nogle spørgsmål om de deltagende foreninger på årets foreningsmesse.



FÅ ABONNEMENT