Men det er jo fordi jeg er så glad for at leve

Poeten Peter Poulsen digtede allerede om Bornholmerbåden i 1969, men først efter han fandt sin nuværende kone, fik han hus på øen. Her har han fundet ro og fået god udsigt og gode venner, som han siger.

Digteren Henrik Nordbrandt jokede sommetider med, at han blev født med granatchok, fordi han blev født på en fødeklinik på Frederiksberg den 21. marts i 1945, da bomberne faldt over Shellhuset og Den Franske Skole på Frederiksberg. Den bornholmske digter Peter Poulsen så ligeledes dagens lys på en fødeklinik på Frederiksberg under krigen. Men det var allerede den 29. juli i 1940.

– Det eneste særlige ved den dato var, at det desværre også var Mussolinis fødselsdag. Han blev bare 63 år den dag, griner digteren, da vi sidder i hans stue i Svaneke omgivet af høje bogreoler, et flygel og ikke mindst en fænomenal ugeneret udsigt til Østersøen fra rummets panoramavinduer.

– Men der må også have været luftalarm, da jeg blev født, fortsætter han.

– For jeg har senere fået fortalt, at jeg tilbragte min første nat som nyfødt i et beskyttelsesrum sammen med min mor, men vi vendte uskadt tilbage. Det kan jeg selvfølgelig ikke huske selv, men jeg husker sirenerne fra krigen. For den lyd gør jo indtryk på børn.

Tidlige krigsminder

Peter Poulsen voksede op i Brønshøj som forældrenes ældste barn. Siden kom to søstre til. Og mens moren var hjemmegående, var faderen politiadvokat, og under krigen blev faderen nær anholdt af tyskerne, husker Peter Poulsen.

– Jeg kan huske, da de arresterede politiet. Da kom min far pludselig hjem. Han var en meget langsom cyklist, når han cyklede på arbejde, så han nåede at se, at der var et eller andet galt inde på politigården, så han vendte om og kørte hjem. Måske reddede det hans liv. Vi tog op til en bror, han havde oppe i nærheden af Frederikssund i Jægerspris og var der et stykke tid. Og jeg kan huske, at jeg fik at vide, da vi kørte ud af byen, at jeg ikke måtte sige noget om noget som helst. Det gjorde min lillesøster heller ikke. Men hun var så også to år yngre.

Han tænker lidt.

– Jeg tror også, at jeg kan huske, at han pludselig fik en anden identitet, hvor han kom til at hedde noget andet, siger han så og ser op.

– Det var jo meget almindeligt under besættelsen, at folk, der var i søgelyset, skiftede navn og identitet osv. Det kan jeg vagt huske. Og så kan jeg huske befrielsen, da folk begyndte at brænde rullegardiner af på gaden. Jeg var jo kun knap fem år, så jeg forstod det ikke helt, men sådanne løsdele kan jeg huske fra den periode.

Krigen påvirkede også hans barndom efter befrielsen.

– Jeg kan huske, at der var påfaldende mange frihedskæmpere lige pludselig efter krigen, hvor mange gik med armbind, mens der ingen nåde og barmhjertighed var overfor dem, der var kommet for tæt på tyskerne. Men der var stor ståhej, da vi københavnere både fik besøg af Montgomery og senere også Churchill. Der var plakater med Churchill overalt. Og en af mine klassekammerater han malede et stort, flot overskæg på Churchill.

– Det fik min kammerat jo en del ballade for, selvom jeg ikke husker, hvad straffen var, siger Peter Poulsen, der også selv holdt af at tegne, men dog holdt sig fra uvelkomne overskæg.

Pjækkede for at læse poesi

– Jeg tegnede meget, selvom jeg ikke var så særlig god til det. Men det kunne jeg godt lide. Derudover læste jeg også en del.

Men det var først i gymnasietiden, at poesien gjorde sit indtog i hans liv.

– Jeg må indrømme, at jeg pjækkede meget. Sommetider var vi nogle stykker, der pjækkede og tog ind på Kultorvet, hvor hovedbiblioteket lå dengang. Og dér opdagede jeg faktisk, at der var nogle samtidige, der skrev poesi. Jeg læste en hel del digtsamlinger derinde, mens jeg pjækkede, og jeg blev meget interesseret i det.

Endnu var han dog ikke klar over, hvorvidt han selv skulle give sig i kast med at skrive.

– Men jeg blev pludselig bevidst om, at der fandtes noget, der hed samtidig poesi. I skolen var det jo mest historisk, med romantikerne og så videre. Jeg blev student i 59. Så det var, de der tre år før, fra 56' til 59. Der opdagede jeg sådan set poesien, må jeg sige.

Var der nogle forventninger hjemmefra til, hvad du skulle blive?

– Nej, det var der sådan set ikke, siger han og ser til siden.

– De var ret tolerante, mine forældre. Og jeg begyndte at læse det, der dengang hed almindelig og sammenlignende litteratur. Men det varede ikke ret længe, før jeg faldt fra, fordi jeg syntes det var kedeligt, siger han og hæver brynene i et sigende smil.

– Det var meget kedeligt og meget autoritært. Man blev påduttet nogle meninger, så det var ikke så spændende igen.

”Det er lidt opreklameret, det der med at blive ældre. Nu er jeg 83. Jeg plejer at sige til folk, at man kan godt mærke, at man ikke er 80 længere,” siger Peter Poulsen. Foto: Joan Øhrstrøm

Korrekturlæserens hund

I stedet fandt han sin egen vej ind i litteraturen, da han i 1963 begyndte at oversætte den tyske digter Gottfried Benns digte.

– På det tidspunkt var jeg blevet korrekturlæser inde på Politiken, hvor jeg fik nogle meget interessante, lidt excentriske kolleger. Flere af dem havde brændt nallerne under krigen. Og der var endda en, der stadigvæk var nazist. Han var en dygtig korrekturlæser og et flinkt menneske. Men han syntes, Hitler var den lyse Balder, kan jeg huske, at han sagde, siger Peter Poulsen og smiler let hovedrystende.

Men det var blandt korrekturlæserkollegaerne, han fik hjælp til at komme i gang med sin oversættervirksomhed.

– Jeg havde en kollega blandt korrektørerne, der hed Rasmus Fischer. Han var også lidt excentrisk. Han havde været leder af Munksgaards forlag, der var et ret stort foretagende. Men han havde en skottehund, der hed Felix. Og den måtte han ikke have med på forlaget, men den måtte godt komme med på Politiken, så derfor blev Rasmus i stedet korrekturlæser på Politiken, hvor han måtte have Felix med på arbejde.

Flittigt brugt oversætter

Ved siden af fortsatte kollegaen imidlertid sin forlagsvirksomhed under navnet Rasmus Fischers forlag.

– Han udgav blandt andet en meget fin udgave af Mark Twain. Og så kom vi til at snakke om Gottfried Benn, og han foreslog mig at lave en oversættelse af nogle af hans digte fra tysk, fortæller Peter Poulsen, der nu gav sig i færd med at oversætte tysk poesi.

– Når man oversætter til dansk er det allervigtigste jo, at man er god til dansk, så jeg gav mig i kast med at oversætte digte. Nogle af dem rimede også, så det kom de også til på dansk. Det synes jeg, man skal, hvis man oversætter et rimdigt. Langt senere oversatte jeg også den franske digter Baudelaire, som i høj grad rimer. Jeg prøver i princippet at lægge mig så tæt på originalen som muligt. Men det skal også være ordentligt dansk.

Sådan er han i tidens løb blevet en flittigt brugt oversætter fra både engelsk, tysk, fransk og portugisisk. Det sidste lærte han, efter han i 1970 rejste et år til Brasilien med sin daværende kone og parrets datter.

– En del af dem, jeg kendte, rejste til Nepal og røg sig skæve. Men jeg ville godt et sted hen, hvor jeg havde en chance for at lære sproget. Min daværende kone og jeg så en TV-udsendelse med Pablo Neruda. Det var godt nok Chile, det handlede om. Men det så meget spændende ud, det med Sydamerika. Og så valgte vi Brasilien. Vores datter Nynne er født i 67, så hun var knap tre år, da vi tog af sted.

Forinden var han for længst begyndt at skrive sine egne digte, der ikke rimede. For han var selv meget inspireret af modernisme – og ikke mindst af Jess Ørnsbo.

– Jeg kan huske, at han skrev, at ”rimene gaber i indbildsk lighed”. Ham var jeg selv meget inspireret af, siger han, tier lidt og tager tilløb i et smil.

– I bagklogskabens lys var jeg nok også lidt for inspireret af ham og modernismen. De kaldte jo deres digtning for konfrontationsmoderne, og i modsætning til den forrige generation med Heretica-folkene, var de jo meget på indvolde og fysik. Og det var jo meget fascinerende, fordi det var nyt, siger han og lader blikket glide til siden mod det lyse vinterhav.

– Men det passede ikke helt på mit temperament, men der hjalp det faktisk at komme til Brasilien.

Fandt inspiration i Brasilien

Selv havde Peter Poulsen udgivet sin egen første digtsamling i 1966 og to til de følgende år, og det gjorde også, at han kunne tage til Brasilien med et lille legat fra kunstfondet, mens hans daværende kone fik opgaver med som reklametegner.

– Vi sejlede derover. Det var billigst dengang. Det var en meget interessant sejltur, fordi man mødte nogle mennesker ombord. Det tog 16 dage, og der fik man nogle historier om bord af folk, der skulle over og besøge familien, de ikke havde set i årevis. Eller folk, der var på vej væk fra et eller andet til Sydamerika. Alle mulige skæbner. Der blev fortalt historier der om aftenen. Det var meget spændende, fortæller han, mens øjnene med minderne lyser op bag brillerne.

De sejlede med et fransk skib, der lagde til i forskellige havne undervejs.

– Vi stod af i Santos, fordi vi ville til Sao Paulo, der lå 70 kilometer inde i landet. Og det første, der mødte os var et stort skilt på en af toldbygningerne, hvor der stod: ”Her er kommunismen uønsket”. Så kunne man godt lige regne ud, hvordan landet lå.

Det viste sig også at være rigtigt, husker han.

– Der skete nogle forfærdelige ting. Men samtidig var det også spændende, fordi det er jo et spændende land, og brasilianerne er interessante mennesker.

Lidt for spændende

Under opholdet fulgte han forelæsninger på universitetet og efterhånden, som han tilegnede sig sproget, begyndte han både at skrive og fordybe sig i de brasilianske forfattere.

– Jeg kunne godt lide de brasilianske digtere, der var mere åbne og direkte i deres tilgang til poesien. Den danske konfrontationsmodernisme var mere lukket om sig selv og skræmte læserne væk med dens selvbevidsthed. Men brasilianerne havde en mere enkelt, direkte og sanselig tilgang til det, fortæller Peter Poulsen, som under sit sydamerikanske ophold nåede at udgive en antologi med ni brasilianske digtere.

– Min fjerde digtsamling ”Mennesket lever ikke af skyer” skrev jeg også i Brasilien. Og det vil jeg sådan set sige blev mit gennembrud, siger Peter Poulsen, der dog allerede rejste hjem med sin familie efter et år i Brasilien, der var spændende litterært, men lidt for spændende politisk.

– Jeg vidste jo intet om politik på det tidspunkt. Men vi kom midt i det rædselsfuldeste militærdiktatur, de har haft. Så vi måtte indse, at vi havde taget fejl og tog tilbage til Danmark, da Brasilien ikke var et sted for at barn at vokse op dengang.

Men alligevel ser han tilbage på sin brasilianske periode som frugtbar, og den har også sat sport i hans forfatterskab rent tematisk:

– I Brasilien lærte jeg jo lidt om politik, så der er nogle politiske spor i det. For jeg blev mere bevidst om de politiske forhold. For det bedste sted i verden at blive kommunist var i Brasilien dengang, for der så man klassekampens værste sider. Der var dødseskadroner, der tog ud og myrdede folk om natten. Det var frygteligt, siger han mens blikket bliver mørkt.

– Pludselig forsvandt en masse mennesker, så der blev jeg i hvert fald politisk bevidst.

Selv blev han dog aldrig kommunist, fortæller han.

– Men jeg var socialist i hvert fald, og marxist, vil jeg sige. Men samtidig var jeg også i slutningen af 60'erne en lille tur i Polen, og der så man jo også nogle af kommunismens værste sider, så heldigvis så jeg det værste i begge systemer, og det gjorde, at jeg ikke blev vildt fanatisk, må jeg sige til min egen ros, siger det tidligere krigsbarn og slår en lille latter op.

Selv har han gennem sine mange rejser erfaret, at der altid findes mange forskellige holdninger midt i verdens konflikter.

– Jeg kan huske, at jeg var engang i Israel, inviteret af Politikens daværende chefredaktør Herbert Pundik, der selv var jøde. Han inviterede en håndfuld danske poeter og forfattere ned på sådan en rundtur, hvor vi skulle møde sådan nogle forskellige mennesker, og det var jo ret interessant, men også ret rystende. Vi mødte blandt andre en tidligere israelsk general, og han var bestemt til højre for alting, men han sagde en meget interessant ting. Han mente helt oprigtigt, at Israel skulle ikke have ligget der, hvor det lå. Nej. Han syntes, det skulle have ligget midt i Tyskland. Man kunne lige forestille sig, at det lå i Bayern, ikke? siger han og ler igen.

Mellem melankoli og komik

Din digtning er blevet beskrevet som både munter og melankolsk. Munter fordi vi er her og eksisterer, og melankolsk fordi vi skal dø. Tænker du mere over det med alderen?

– Ja, det gør man jo. Jeg gør i hvert fald, men jeg synes sådan set også, at beskrivelsen er rigtig. For min munterhed er nok et temperamentsspørgsmål, hvor jeg har let ved at se de komiske sider af tilværelsen. Men det melankolske opstår ved, at man ved, at det slutter en dag, siger digteren, som også i sin ansigtsmimik rimer godt hans poesi med skiftevis humørfyldte og mere alvorlige blikke bag brillerne.

Men kan du give et eksempel på, hvordan du bruger komik i din digtning?

– For nogle år siden, da ytringsfrihedsdebatten var på sit højeste skrev jeg for eksempel et lille digt, der i sin enkelthed lyder sådan her: ”For at værne om ytringsfriheden råber jeg røvhul efter min nabo”, siger han og griner selv, inden han giver et ekstra digt om byplan:

”De har slået alle stoppestederne sammen til et, som til gengæld ligger centralt”.

”Jeg savner ikke København, selvom jeg er vokset op i København og har boet der det meste af mit liv. De første 60 år af mit liv, faktisk,” siger Peter Poulsen, der nyder at bo på Bornholm. Foto: Joan Øhrstrøm

Hvad er det poesien kan?

– Poesien er først og fremmest subjektiv. Det kan en roman jo også være, ligesom en roman kan indeholde en masse poesi. Men jeg kan godt lide tanken om, at man på tre linjer kan sige en hel masse. På den måde er poesien vild og udenfor pædagogisk rækkevidde. Det er derfor, at den også kan være så foruroligende for visse magthavere. Allerede Platon var skeptisk overfor den subjektive lyrik, der ikke var national og hyldede krigsbegivenheder og så videre. Og diktatorer som Hitler var slet ikke begejstret for lyrik, som han betragtede som en stor fjende.

Hvordan opstår et digt for dig?

– Visse digte får jeg aldrig skrevet færdig, mens andre opstår som skæve indfald. Men der skal altid arbejdes med det, siger han.

– Men det bedste ved at skrive digte er, at man selv kan blive overrasket over, hvor de fører hen. Så man pludselig kommer til et andet sted end man havde forventet, så man kan ikke sige på forhånd, hvor man lander.

Som læser kan digte jo også sommetider være hjernevridende svære at forstå…

– Ja, det synes jeg også selv. Der er digte, jeg aldrig lære at forstå, mens andre digte taler mere direkte til mig. Jeg har svært ved at sige hvilke. Men der er jo nogle forfatterskaber, som jeg føler mig tæt på, og andre, som er lidt mere fjerne for mig.

God udsigt og gode venner

Til gengæld kom han tæt på Bornholm gennem sin nuværende kone.

– Det er sådan set min kone Vibekes skyld, smiler han.

– Da jeg mødte hende, var hun formand for lærerforeningen herover, og hun inviterede mig hertil, hvor vi havde det godt sammen som venner. Men dengang var hun gift, og det var jeg også, så jeg troede ikke, at vi skulle blive kærester, men pludselig blev hun skilt, og det blev jeg også. Hun flyttede til København og blev ansat som journalist på Folkeskolen, altså lærernes fagblad. Og så begyndte vi at se mere og mere til hinanden. Det skete bare. I mellemtiden begyndte vi at få børnebørn herover, fordi Vibeke har to børn.

Livet som overnattende gæster i børneværelser på luftmadrasser blev dog trættende i længden, forklarer han og fortæller, at de i stedet valgte at købe huset her i Svaneke.

– Det var noget mindre dengang. Det, vi sidder i, er en tilbygning, som vi fik lov at bygge. I begyndelsen havde vi en dispensation fra bopælspligten, men jeg var her meget, fordi det er et dejligt sted at sidde og skrive. Men vi måtte love, at vi ville tage stilling til, hvor vi ville bo, når vi blev pensionister, og så valgte vi det her og byggede til, siger han og fortæller at ølivet i Østersøen først og fremmest har givet ham en god udsigt og gode venner.

– Men også en eller anden form for ro. Jeg savner ikke København, selvom jeg er vokset op i København og har boet der det meste af mit liv. De første 60 år af mit liv, faktisk. Men Vibeke kan bedre lide at komme til København, end jeg kan, siger digteren, der som yngre blev mindet om Bornholm fra en ganske anden vinkel, og den kom med i et af hans digte:

”Hver aften ser jeg bornholmerbåden
Komme svævende gennem mørket
med lys i salonerne
som en langsom surrealistisk drøm
for enden af Cort Adelers Gade.

Altid hilser den på mig
med sin rungende bas;
når tågen er tæt, og vi ikke kan se hinanden,
hilser den ekstra kraftigt og langt.”
Sådan skriver han i digtets begyndelse:

– Det var i 1969. Dengang flyttede jeg ind i en lejlighed i Holbergsgade. Og nede for enden af Cort Adelers gade kunne vi se et stykke af Bornholmerfærgen, når den sejlede. Men kun et stykke. For det var en stor færge dengang, så man kunne ikke se hele færgen, så det digt var inspireret af det. Men det var også første gang, at jeg fik respons på et digt, jeg havde skrevet. Det var fra en bornholmer, som syntes, at Bornholm fyldte for lidt i digtet. Og det er sikkert også rigtigt.

Din seneste digtsamling hedder Sæbebobler – er det et billede på livet?

– Ja, og livets skrøbelighed, men også det mærkelige i, at man et sekund kan se næsten en hel verden i sådan en sæbeboble.

Hvordan har du det med at blive ældre?

– Det er lidt opreklameret, det der med at blive ældre. Nu er jeg 83. Jeg plejer at sige til folk, at man kan godt mærke, at man ikke er 80 længere, siger han og slår en lun latter op.

– Det er jo svært at vænne sig til, at man ikke længere kan springe rundt som en vårhare og deltage i alle mulige ting. Jeg holder mig mere og mere for mig selv og tager ingen vegne. På den anden side har jeg det fint. Jeg bor godt i gode omgivelser, og jeg kan stadigvæk læse og skrive lidt også, så jeg er ikke vildt ked af det. Men jeg er lidt melankolsk over det, må jeg indrømme. Men det er jo, fordi jeg er så glad for at leve.

Kunst og kærlighed

Hvad tror du, meningen med livet er?

– At vi skal dø, siger han og griner.

Men er meningen indtil da så noget, man selv skaber?

– Ja, det synes jeg i høj grad, at man skal gøre. Og nogle er gode til at skabe mening med livet. Det er ikke nødvendigvis kunstnere, der er bedst til det. Det er ganske almindelige mennesker, man træffer, som har sans for det med at leve. Og umiddelbart kan se nogle perspektiver i det, som gør dem glade og trygge og venlige og empatiske.

Hvor finder du selv mening?

– I kunst og kærlighed først og fremmest. Men også i musik for eksempel. Jeg er en gammel jazzfan. Jeg har lavet jazz and poetry i mange år.

Han skæver til det sorte flygel i stuen.

– Og min hustru har lært mig at sætte pris på klassisk musik. Hun er en glimrende pianist, så jeg har udvidet min horisont, hvad det angår.

Hvor finder du glæde i hverdagen?

– I små bitte ting. Pludselig skifter lyset, siger han og ser mod den hvide himmel udenfor.

– Pludselig hører man et godt stykke musik. Pludselig læser man et godt digt eller en god roman. Jeg er ikke fanatiker med det. Jeg har også skrevet nogle romaner selv.

Hvornår har du oplevet mest modgang i livet?

– Jeg vil ikke sige, at jeg har oplevet decideret modgang. Selvfølgelig har nogle perioder været sværere end andre. Det var nogle gange også selvforskyldt, når jeg ikke forstod eller tacklede tingene ordentligt. Men jeg vil ikke sige, at jeg har haft kulsorte perioder. Det har knebet lidt med økonomien en gang imellem, men det kan også skabe nogle ressourcer at møde noget modstand, så det er ikke det værste, man kan opleve.

Alderen giver andre perspektiver

Hvis du kunne møde dit 12-årige jeg i et ganske kort øjeblik, hvilket råd ville du så give dig selv?

– Tag det roligt, siger han og smiler lunt.

– Tingene skal nok falde på plads på et eller andet tidspunkt. Der er ingen grund til panik. Og det er måske den positive livserfaring, man kan tage med sig ved at blive ældre. Ting, man tidligere anså for meget alvorlige og meget presserende og meget nødvendige, dem kan man godt se, at de ikke er helt så nødvendige længere. Man får en vis distance med alderen, og det synes jeg er godt.

Betyder det, at man ikke går op i små petitesser?

– Selvfølgelig kan man altid blive irriteret over småting. Det kan vi jo alle sammen. Man kan blive ærgerlig over, at man ikke kan noget, som man kunne før i tiden og alt det der. Men på den anden side, så kan man nogle andre ting med alderen, hvor man får et andet perspektiv på tingene.

Det gælder også selve tiden, som med alderen synes at gå hurtigere.

– Selvfølgelig går den ikke hurtigere, men man oplever det sådan. Pludselig er en dag forbi. Man synes knap nok, man er stået op, før det er aften. Og det er jo dybt selvmodsigende, når man netop burde have tid til at nyde dagen som gammel. Det er besynderligt, men sådan er det faktisk.

Der skal være håb

Hvad drømmer du om for det nye år?

– Jeg kan huske min gamle ven, Ivan Malinowski, engang skrev en bog, der hed ”Leve som var der en fremtid og et håb”. Og det kan være svært. Men man er nødt til at håbe et eller andet, ellers er det sgu for svært. Måske er man nødt til at bilde sig selv ind, at det ikke er så slemt, som det ser ud, for at kunne overleve. For at kunne holde det ud, simpelthen, siger Peter Poulsen, som dog ikke synes verden ser mere frygtelig ud end da han selv var ung.

– Da jeg var ung, var atombomben jo den største fare. Og det er den vel på en måde stadigvæk, hvis en eller anden galning trykker på knappen. Men det er mærkeligt, for man vænner sig jo på en måde til det. Og jeg tror måske, at Putin er glad for, at verdens øjne nu er vendt mod Israel. Men måske er klimakrisen i virkeligheden det værste. Det er svært at graduere. Men jeg tror, at vi har brug for at håbe midt i det hele.

Tror du på noget – udover det, vi kan sanse?

– Nej. Det gør jeg sådan set ikke. Jeg er ikke religiøs. Min mor prøvede meget ihærdigt at gøre mig religiøs, men det mislykkedes totalt. Den der med sjælen, der hopper ud og stiger til himmels, det tror jeg ikke rigtig på. Men jeg respekterer, at der er folk, der tror på det. Jeg har mange gode venner, der har været overbeviste om, at de endte på en sky deroppe et sted.

Ville du ønske, at du selv kunne tro på det?

– Nej, for jeg synes, at det er bedst, hvis tingene har en slutning.

Ligesom et digt?

– Ja. Ligesom i et digt.

Blå bog
Peter Poulsen
Født i 1940.
Dansk digter, forfatter og oversætter. Debuterede i 1966 med digtsamlingen Udskrifter. Siden har han udgivet 30 digtsamlinger, foruden romaner, børnebøger og en lang række oversættelser af udenlandsk litteratur. Senest har han udgivet digtsamlingen ”Sæbebobler” (2022).
Privat er han bosat i Svaneke og gift med Vibeke. Han har en datter og et barnebarn fra et tidligere forhold og har siden fået to bonusbørn og fire bonusbørnebørn.