Parret har været feriegæster på Bornholm de seneste 20 år, og det er der en helt særlig grund til.
– Vi kommer to gange hvert år, og det er fordi Bornholms cykelveje er så skønne. Her kan man finde fred og ro, selvom der er mange mennesker, forklarer Knud-Erik Nielsen.
– Vi startede med en campingvogn, og så fik vi en autocamper. Men nu er vi blevet for gamle, så nu lejer vi et sommerhus, når vi er her.
Ud over cykelturene nyder både Hanne og Knud-Erik at gå på loppemarked på Bornholm, og de besøgte da også lørdag markedet i Aarsballe, som havde åbent for sidste gang.
Og Hanne ved godt, hvorfor det er bedre at gå på loppemarked på Bornholm end i Jylland.