Tvunget til nyt opråb: 'Hold da op, der er forsvundet mange'
Hun smiler godt nok her, men Susanne Wridt er godt og grundigt træt af, at indkøbskurvene fortsat forsvinder fra butikken. Arkivfoto: Katrine Westh Sørensen
Susanne Wridt opfordrer kunderne til at levere kurve tilbage – hver enkelt koster nemlig 160 kroner.
Det er et problem, der ikke vil gå væk, og nu ser Meny-købmand Susanne Wridt sig nok en gang nødsaget til at råbe op.
Indkøbskurvene forsvinder nemlig igen fra butikken, og siden starten af december har Meny i Rønne mistet cirka en tredjedel af dem.
– Der er meget at lave i december, hvor vi har travlt, men nu hvor der er blevet lidt mere stille, kan vi jo tydeligt se det. Og så tænker man: "Hold da op, der er forsvundet mange," siger Susanne Wridt.
– Det er svært at sige præcist hvor mange, men jeg har for eksempel altid haft et sæt af de almindelige kurve i butikken og et sæt på loftet, som vi bytter rundt, når de skal vaskes. Nu har jeg ingen på loftet.
Det fik hende derfor til tasterne på Menys Facebookside fredag, hvor hun i et opslag opfordrer til, at man leverer kurvene tilbage, hvis man skulle have en stående derhjemme. For det er ikke "bare" en indkøbskurv - de koster nemlig Susanne Wridt og Meny 160 kroner stykket.
– Jeg tror ikke, folk gør det, fordi de bevidst vil stjæle en kurv. Jeg tror bare ikke, man tænker over, at de har en værdi. Det er lidt det samme med bæreposer: Kan man ikke bare lige tage en? Jo, men jeg betaler jo for dem.
– Jeg har købt og betalt alt, der er i huset, så det er selvfølgelig irriterende, når mine ting bliver taget, siger hun.
Koster mange penge
Det er som sagt langt fra et nyt problem, at indkøbskurvene forsvinder fra butikkerne, og Susanne Wridt har tidligere lavet et lignende opråb.
Sidste gang havde det faktisk en vis effekt, forklarer hun.
– Jeg oplevede, at det forhalede problemet lidt sidste gang, og der blev også leveret nogle kurve tilbage. Der er faktisk også kommet nogle retur her i løbet af weekenden. Hvis bare får halvdelen eller en fjerdedel tilbage, så er jeg glad. Bare jeg får nogle tilbage.
Tidligere har købmanden fortalt, at hun årligt bruger mellem 20.000 og 25.000 kroner på nye indkøbskurve – mange penge for noget, der egentlig burde blive i butikken. Og selvom hun ikke tillægger kunderne onde motiver, erkender hun, at det er ”skideirriterende” - det er bare svært at gøre meget mere end at tale til den sunde fornuft, vurderer hun.
– Så jeg bliver nødt til at stole på, at folk kender forskel på dit og mit, men det er åbenbart lidt svært, siger Susanne Wridt.
Stakken af indkøbskurve er blevet en tredjedel mindre siden starten af december. Foto: Meny Rønne
Alarmer udelukket
Under opslaget på Facebook er der flere forslag til, hvordan man med tiltag kunne komme problemet til livs.
Et, der går igen, handler om at sætte alarmer på kurvene, men det fungerer ikke i praksis hos Meny. For Susanne Wridt har ikke plads til at have kurvene stående inde i butikken.
– Og hvis man sætter alarmer på, nytter det jo ikke noget, hvis de så står udenfor alarmanlægget, konstaterer købmanden.
Et andet forslag går på, at personalet skal holde bedre øje med kunder, der forlader butikken med en indkøbskurv. Det er dog heller ikke en mulighed i praksis.
– Det kan vi ikke i en travl hverdag. Folk går ud gennem den lille smøg til bagindgangen, og kunder må jo gerne tage en kurv med derhen, hvis de skal handle legetøj eller lignende. Vi kan ikke se, om de så fortsætter ud ad døren, siger Susanne Wridt.
Hun fortæller, at man endda har oplevet, at folk tager en kurv og går igen uden at handle.
– Eller at de lover at komme tilbage med kurven, men så ender den med at stå langs væggen, og nogen tager den med i bilen. Så vi skulle have én til at holde øje hele tiden – og det er nok dyrere end at købe nye kurve.
Håber det hjælper at gø
Tidende har tidligere talt med Coop Danmark, der fortalte, at problematikken på årsbasis koster dem et millionbeløb på landsplan. Her forklarede de også, at man ikke kan indføre pant på kurve, som man kender det fra indkøbsvogne.
Og den idé skyder Susanne Wridt også hurtigt ned.
– Det er praktisk helt umuligt, så det kommer ikke til at ske.
Hun tror i det hele taget ikke, der er så meget andet at gøre end at "gø lidt" en gang imellem og håbe, at det har en effekt.
– Vi må have tillid til at kunderne lader tingene stå, og at folk ser opslaget og husker det til næste gang, siger Susanne Wridt.
Problemet er langt fra unikt for Meny. Således har både Netto-butikkerne rundt om på øen, Kvickly i Rønne og brugsen i Hasle tidligere fortalt om lignende udfordringer.