NOTITS / SPORT / 11. JAN • 20:00

To sejre på udebane

To sejre på udebane
Arthur Viggo Andersen var en tilfreds træner, selvom 2. halvleg var lidt rodet. Foto: Jesper Gynther
Journalist

Viking Rønne kom godt fra start i første runde af slutspillet i Serie 1.

Oprykningen til Danmarksserien kiksede i første forsøg, men til gengæld kom de to Viking Rønne-hold godt fra start i første runde af oprykningsspillet i Serie 1. I Himmelev-hallen vandt de bornholmske herrer 31-28 over Roskilde 4, mens damerne i Kirke Hyllinge sejrede med 30-22 over hjemmeholdet KHKS.

Arthur Viggo Andersen, træner for herreholdet, var yderst tilfreds med resultatet mod Roskilde 4, selv om det ikke lykkedes at forsvare den føring på otte mål, som bornholmerne havde ganske tidligt i kampen.

– 2. halvleg blev lidt rodet, men sådan er det bare en gang imellem. Til sidst lykkes det os igen at stå godt i forsvaret, som vi også gjorde i 1. halvleg, og vi får også sat os op til nogle gode afslutninger. Generelt spiller vi en god kamp, og nu glæder vi os bare til den næste kamp på lørdag i en forhåbentligt fyldt Rønne Idrætshal, siger Viking Rønne-træneren.

Arthur Viggo Andersen fremhæver især Frederik Vest for en stærk indsats i forsvaret, ligesom Kristian Jeppsen spillede en stor kamp i begge ender af banen.

Viking-sejr på otte mål

Stemningen var lige så god hos damerne, der trods en næsten to timer lang køretur fra Ystad til Kirke Hyllinge kom godt fra start i kampen mod KHKS. Bornholmerne kunne gå til pausen med en føring på 15-11, og da 2. halvleg blev vundet med de samme cifre, blev det samlet til en sejr på otte mål, 30-22.

– Vi får lukket godt af i forsvaret og får også nogle gode kontramål, så alt i alt var det en god tur, selv om der lørdag var lidt tvivl om, om vi skulle tage afsted, eller om vi skulle blive hjemme på grund af snevejret, fortæller Camilla Larsen på hjemturen via Ystad.

– Vi kommer lidt skidt fra start i 2. halvleg, men bortset fra det spiller vi en god kamp, hvor der også blev lejlighed til at prøve lidt forskellige systemer af, tilføjer Camilla Larsen.

Viking Rønne-holdene spiller igen på lørdag i Rønne Idrætshal. Damerne lægger ud mod Furesø Håndbold 2 klokken 15.00, mens herrerne går på banen klokken 16.15, hvor de møder HSG 91 2.








FÅ ABONNEMENT