Da Klemensker Sogns Lokalhistorie forleden inviterede til foredrag med Grethe Dam Hansen, der fortalte om sit 90 år lange liv, mødte 30 personer op til arrangementet i Klemenskers foreningshus.
Det er blot ét eksempel på, at sognets lokalhistoriske forening har godt gang i tingene i øjeblikket. Det gælder både tilslutningen til de månedlige foredrag, men også det "daglige" arbejde i arkivet.
– Vi er mange, der mødes hver onsdag aften i arkivet, og der arbejdes med forskelligt. Der arbejdes med billeder og arkivering, samt scanning af det indleverede materiale, og der arbejdes på at sætte navne og historie på de enkelte billeder. Vi har stort behov for hjælp af nogen, der kender til indholdet af billederne. Vi har fået en stor stak gamle aviser, som skal gennemgås for materiale om Klemensker Sogn. Jeg tror, der er aviser til de næste år. Også arkivets lydbånd lyttes igennem og kasseres, hvis der ikke er noget for arkivet, siger Hans Jeppsen om arbejdet i arkivet.
Hans Jeppsen har i mange år været leder af arkivet, og for et år siden blev han også formand for den lokalhistoriske forening, som står bag arkivet.