Det Kongelige Teaters legeunivers hedder Postyrium og er et gratis tilbud til alle børn i målgruppen og deres forældre eller andre voksne, som har lyst til at opleve universet med ungerne. På Bornholm sker det i et samarbejde med Bornholms Teater, Musikhuzet, Kulturskolen, Bornholms Kulturuge, Nexø Havn og regionskommunen.
Postyrium åbner fredag morgen i gården bag Musikhuzet ved Store Torv i Rønne, hvor det er indtil tirsdag. Derefter rykker det til Nexø Havn, hvor det er åbent 21.-23. september.
– Det er helt gratis at komme indenfor, så vi vil opfordre til, at man kigger forbi i enten Rønne eller Nexø. Vi ved, der bliver rift om tiderne, fordi godt 700 børn fra bornholmske skoler og institutioner allerede har booket sig ind, fortæller Kim Caspersen.