– Vi kommer til at have et tæt program – især for museumsforeningens medlemmer - med guidede ture i landskabet og kunst andre steder og prøver virkelig på at holde fast på medlemmerne i de her to år, siger Jacob Bjerring-Hansen, der vil bruge de kommende to år på at varme op til den nye åbning.
– En stor del af det nye museum er, at vi får det her store gratis indgangsrum, som man kan komme og være i. Nyde udsigten, en kop kaffe, opleve smagsprøver på udstillingerne, måske gå til en koncert eller et foredrag. Det her gratis kulturrum, som vi nogle gange kalder et kulturtorv, og nogle gange kalder Museum+, vil vi gerne give en forsmag på i perioden op til. Det handler om netop det her med at forbinde landskabet omkring kunstmuseet, sådan at vi bliver endnu bedre til at få folk til at bruge kyststrækningen og de naturoplevelser, der er i nærområdet og forbinde dem til kunsten, fortæller Jacob Bjerring-Hansen.
– Det er vi slet ikke færdige med at planlægge, men vi vil meget gerne prøve at gøre ikke bare museet til et udflugtsmål, men i endnu højere grad gøre det nye museum til et udflugtsmål i sammenhæng med den naturoplevelse, man kan få omkring det.