Klar til pride: 'Behovet for at kæmpe er der stadig'

Klar til pride: 'Behovet for at kæmpe er der stadig'
Bag Pride Bornholm står LGBT+-foreningen Fria Fâula, Ungerådet, Ung Mod og ArtPolitico. Arkivfoto
KULTUR | Lørdag 13. april 2024 • 11:00
Af:
Marie Emilie Hofman
KULTUR | Lørdag 13. april 2024 • 11:00

Priden i Rønne får navnet Pride Bornholm og vil have både parade og fest på torvet.

Datoen for priden i Rønne er nu fastlagt. Det bliver helt præcist den 6. september, hvor paraden vil løbe af stablen i Rønne.

Priden kommer til at hedder 'Pride Bornholm - mangfoldighed for alle' og vil indeholde en parade, der løber fra Campus og ender i fest med både debat og musikindslag på torvet.

Sådan lyder det fra Flemming Stougaard fra Fria Fâula, en lokal afdeling af den landsdækkende LGBT+, der sammen med Ungerådet, Ung Mod og ArtPolitico står bag.

– Vi er stadig i proces med at få det præcise program på plads, og vi har snor ude til en række talere og musikere, så vi kan endnu ikke sige så meget om præcis, hvad der vil ske. Men sikkert er det, at vi får en pride, og at den kommer til sensommeren, lyder det fra en glad Flemming Stougaard, der tilføjer, at det har været en svær øvelse at finde en dato.

– Der sker mange ting på Bornholm om sommeren med festivaller og Folkemødet. Samtidig har vi også skulle planlægge udenom pride i både København og på Christiansø. Så nu er valget faldet på denne fredag, der meget passende også markerer enden på skolernes trivselsuge.

Godt at få de unge med

Det er Fria Fâula og Ungerådet, der er de drivende kræfter bag den bornholmske pride. De to foreninger forenede kræfter, efter man hørte om Ungerådets planer om en pride sidste år, siger Flemming Stougaard.

– Det var os, der kontaktede Ungerådet om at gå sammen. Det er fedt, at vi kan arbejde sammen og lave en pride på tværs af alder, for det er vel ikke nogen hemmelighed, at vi i Fria Fâula har en temmelig høj gennemsnitsalder, siger Flemming Stougaard og tilføjer, at han generelt oplever, at de unge er optagede af at være inkluderende på en helt anden måde, end hvad han husker fra sin egen ungdom.

Mangfoldighed for alle

Det er dermed også Ungerådet, der har arbejdet for, at priden skulle have undertitlen 'mangfoldighed for alle'.

– De unge er langt mere opmærksomme på at være inkluderende, ikke bare for seksuelle minoriteter, men for alle. Derfor var det også et stort ønske for dem, at vi havde undertitlen 'mangfoldighed for alle', så vi signalerede, at priden også henvendte sig til andre, der var udsat på andre måder. Eksempelvis dem med en ADHD-diagnose, siger han. Pride er i sin definition oprindelig en parade, der hylder rettigheder for LGBT+, og holdes foruden i landets store byer også i mindre versioner i en lang række danske byer.

Det glæder derfor også Flemming Stougaard, at man nu også har et bornholmsk bidrag.

– En pride er jo en demonstration for vores rettigheder, og det er stadig nødvendigt at skabe oplysning om. Måske ikke lige på Bornholm, men vi skal jo ikke længere end til hovedstaden, før at man hører om homoseksuelle eller LGBT-personer, der bliver slået ned. Eller længere ude i verden, hvor homoseksualitet stadig straffes med døden i nogle lande. Så behovet for at kæmpe og skabe opmærksomhed er der stadig, siger Flemming Stougaard.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT