Kjælijner, soppegryder å åsweddena huzakâter

I dag tager vi hul på en mini-føljeton om ortoi (ordsprog, talemåder og faste vendinger) om ‘kjælijner’.

Det er ganske vist et emne, der tidligere har fundet vej til Bâgsian, men siden sidst har vi på Bornholmsk Ordbog fortsat digitaliseringen af Kantor Hans Johansens store samling af ortoi, som han indsamlede i en tresårig periode fra omkring 1890 og frem.

I sit arbejde med at indtaste det omtrent 1400 sider store håndskrevne manuskript har Birgitte Borby Hansen således netop afsluttet et større afsnit om ‘kjælijner’, og fra dét skal vi høste i denne og den kommende uge.

Vi lægger ud med en lille håndfuld ordsprog om rengøring eller den delvise mangel på samme:

•  “Rent vill jâ hâ’d”, sâ kjælijnen, hon fikkj såvelsarna [sammenfejet støv og smuds] ijnn ujnne sæjnnen.
• “Jâ hâr ønte hatt ejn rener tallrik, sin min kjætta dö”, sâ kjælijnen.
  
  
• “Ejn jælper/klârar sai, som ejn kajn”, sâ kjælijnen, hon torrde bored å me sijn kjæjlljn [killing].
  
  
• Dær lâutar som kjælijnen va jimma [ved dårlig lugt i stuen, sigtende på, at konen er en sjuske].

Fra rengøringen bevæger vi os over i madlavningskunsten, for også dét har ordsprogene noget at sige om:

• “Hon ska smâga å nâd”, sâ kjælijnen, hon klødde sai i hâud âuer soppegrydan.
  
  
• “De smâgar då altid å fâul”, sâ kjælijnen, hon kågte soppa på dæjn pijnn, skaddajn hadde sjedded på.
  
  
• “Konsten stier”, sâ kjælijnen, hon kjærnada me unrâgan [bagerovnsrageren; i relation til ‘unrâger’ og ‘kjælijner’ kan nævnes, at det også hedder, at ‘on/arri kjælijn e Fanijns bæssta unrâga’].

Maden skal jo ikke blot tilberedes, men også fortæres. Som det følgende skæmtesprog viser, sker det imidlertid ikke altid under de bedste forhold, eller helt som man kunne ønske. Det hedder således:

• “Nâd e bær(e) ijn ijnned”, sâ kjælijnen, hon slikkada tallrikkijn ætte sijn hujnn.

Det gælder i øvrigt også for det, man drikker, idet det fx hedder:

• “Dætta kaffed e varkan for starrit æjlle for tønt”, sâ kjælijnen, dær va’nte bodded ’na nâd.

Ja her kan man tale om at stille sig til tåls med lidt, hvilket også kommer frem i andre ‘kjælijnaortoi’, fx når det hedder:

• “De e gott å sidda i læ”, sâ kjælijnen, hon krev i bâg swöveskafted [piskeskaftet].

I flere af ordsprogene spilles der på, at ‘kjælijnen’ ikke altid er den klogeste, eller at hendes løsninger måske ikke er helt gennemtænkte. Det ser vi fx i de følgende tre tilfælde:

• “De kajn varra mai de samma, om râuijn e dyr, for jâ kjøvver mit brö”, sâ kjælijnen.
  
  
• “Bâra a vijnnen ville vænna sai, når jâ ska om ijænn”, sâ kjælijnen, hon gjikkj jimma frå i modvijnn [heraf ordet ‘kjælijnabör’].
  
  
• “Bâra æbblen ønte storter ner”, sâ kjælijnen, hon hadde mænn kål i hawajn.

En sådan mangel på at gennemtænke situationen kan også føre til, at man glædes over de kortsigtede løsninger. Det ser vi i dagens sidste skæmtesprog:

• “God sain [velsign] dæjn hæjllua varmajn”, sâ kjælijnen, hon swedde huzakâtan å.

Er man positivt anlagt, kunne man også betragte det sidste som et eksempel på altid at få det bedste ud af en given situation.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk