Den sværeste beslutning blev også den bedste: Tænkte jeg var en fiasko

Det var et stort nederlag, da Oscar Hald Jensen tog den sværeste beslutning i sit stadig unge liv og droppede ud af gymnasiet. Et valg der dog banede vejen for, at han fandt lige netop det, der giver mening for ham. 

Er du født og opvokset på Bornholm? 

– Ja, det er jeg og havde barndomshjem i Muleby. Og da jeg så flyttede hjemmefra, flyttede jeg til Rønne i en studiebolig.

Du droppede ud af gymnasiet. Hvorfor gjorde du det?

– Jeg kunne ikke sætte ord på det dengang, men jeg var nok ulykkelig. Jeg foretog mig ikke noget, som gjorde mig glad, og når man ikke gør det, så knækker filmen til sidst, og det gjorde den for mig. Jeg stoppede endeligt i begyndelsen af 2.g, men jeg droppede faktisk ud to gange.

Så du tænkte, du ville prøve igen?

– Ja, jeg droppede først ud af 1.g, og så tog jeg 1.g om, men så stoppede jeg igen.

Hvordan kan det være, at du gav det en chance mere?

– Jeg tror, det var, fordi jeg lidt havde den tanke, at der ikke var andre muligheder end gymnasiet. Det er det, man skal gå på, og hvis jeg ikke kunne klare det, var jeg en fiasko. Det var nok lidt sådan, jeg tænkte.

Så var det også en grænseoverskridende beslutning?

– Ja, det var det. Det påvirker jo ens stolthed at skulle fejle igen, kan man sige. Man ser det jo lidt som om, at man har fejlet, også med den alder jeg var i, hvor man føler, man har noget at bevise. Så det er ekstremt grænseoverskridende at handle på.

Du siger, at du var ulykkelig. Kan du uddybe det?

– Jeg havde ikke den rette omsorg for mig selv. Man kunne nok se det på mig, for det afspejlede, hvordan jeg havde det indeni. Jeg tog blandt andet ikke særligt godt vare på mig selv fysisk og i forhold til kost, og det var et meget godt billede på, hvordan jeg havde det.

Var det, fordi du ikke følte, at du passede ind i gymnasiet i forhold til det læringsmæssige, eller hvad var det?

– Jeg lå egentlig fint nok læringsmæssigt. Jeg lå ikke i toppen af klassen, men karakterbladet var 4 og 7-taller, så jeg havde en fin faglig kompetence. Men det der udfordrede mig psykisk var, at jeg foretog mig noget, der ikke bragte mig noget lykke; det gav ikke mening for mig. Og det er jo ikke sundt for krop og sjæl på længere sigt.

Hvad var det for en virkelighed, du vågnede til efter at være droppet endeligt ud af gymnasiet?

– Det var først og fremmest et kæmpe nederlag at komme tilbage fra det - det var virkelig svært, og det startede jo med, at jeg ikke havde noget arbejde i nogle måneder. Jeg boede heldigvis hjemme dengang, så det var ikke sådan, at jeg var afhængig af en indtægt, men det var også midt i corona, så man havde ikke de samme sociale muligheder.

– Jeg var meget indelukket, og det var sådan noget med, at jeg var vågen om natten og sov om dagen. Så det var en ikke særlig god livsstil.

Men du får så et job på et plejehjem. Hvordan var det?

– Jeg brød mig virkelig ikke om det i starten. Jeg ved faktisk ikke, hvad det var, der gjorde, at jeg blev. Jeg snakker stadig med mine forældre om det den dag i dag, hvad det var, fordi efter første vagt var jeg ligbleg i ansigtet og kunne slet ikke håndtere det.

– Jeg tror blandt andet, at jeg blev, fordi jeg godt var klar over, at jeg var i en position, hvor jeg ikke følte, jeg kunne tillade mig at takke nej til noget, og så måtte jeg beholde det, til jeg fandt noget andet. Men det skete så aldrig.

Så på et tidspunkt går det op for dig, at der er noget i den her branche og verden, som giver mening for dig?

– Jo flere vagter jeg fik, desto mere styr på det fik jeg jo også. Jeg var på et demensplejehjem, og jeg kunne ikke rigtig finde ud af den personlige plejedel, og jeg havde ikke erfaring med, hvordan jeg skulle snakke med beboerne.

– Men man lærer det jo, og i takt med at jeg begynder at lykkes med ting, var der lige pludselig succeshistorier, som jeg kunne fortælle om, når jeg kom hjem. Det var hen over et par måneder, hvor det gik fra at være horribelt til at køre for mig.

Og så søger du ind på social- og sundhedsassistentuddannelsen? Kom det af glæden ved arbejdet på plejehjemmet?

– Jeg havde faktisk ikke tænkt tanken, mens jeg arbejdede som ufaglært, men jeg læste en reklame for det, og så begyndte tankerne at gå i gang. Jeg havde også nogle kollegaer, som spurgte ind til det og forsøgte at overtale mig til det, og til sidst besluttede jeg mig for det.

Hvad var drivkraften bag, at du blev overtalt til det?

– Jamen, efter at have opdaget den her branche, forstod jeg vigtigheden i at foretage sig noget, man godt kan lide. Det gør, at hele livet giver mening. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk er rigtig god til det her arbejde, og det involverer nogle kvaliteter, jeg har.

– Det, man er god til, skal man bruge og få noget ud af. Det er det, der gør en til, hvem man er.

Var det svært at vende tilbage til skolebænken, når det nu var et nederlag senest?

– Jeg kan huske, at det var lidt angstprovokerende, da jeg skulle til den første samtale i forbindelse med, at jeg havde søgt ind på uddannelsen. Det er jo samme bygning, hvor jeg gik på gymnasiet og havde nogle ikke så gode minder fra, men det var faktisk kun det første møde. Derefter føltes det mere som en frisk start.

– Det har jo også lært mig en masse. At de her nederlag er med til at gøre en til den, man er, og det gør en meget klogere. Så jeg følte mig mere selvsikker og afklaret i forhold til det hele.

Det lyder som om, at beslutningen om at droppe ud af gymnasiet var den sværeste, men også bedste beslutning du har taget?

– Ja, helt klart. Og jeg ved heller ikke, om jeg ville være det foruden, for de her nederlag har virkelig gjort mig klogere på mig selv, og hvad jeg vil.

Du er i praktik på Bornholms Hospital nu. Hvordan er det?

– Det er et rigtig fedt sted at være elev. Jeg oplever er personale, som er ekstremt fagligt kompetente alle sammen, og de har en fælles interesse i at involvere eleverne. De vil gerne have, at man får lov til at se så meget som muligt, og det føler jeg mig lidt privilegeret over.

Hvad skal der ske, når du er færdig med uddannelsen?

– Jeg flytter sammen med en af mine venner i Roskilde. I første omgang var det, fordi man kan blive sygeplejerske med et års merit som sosu-assistent, men med tiden er jeg begyndt at genoverveje det lidt. Så lige nu ved jeg ikke specifikt, hvad jeg skal læse videre til, men jeg har tårnhøje ambitioner om, at der skal ske nogle store ting indenfor sundhedsvæsenet, mens jeg er der.

– Der er også det i det, at når jeg først har besluttet en vej at gå, så åbner det nogle nye veje, men det lukker også nogle andre, så jeg skal tænke grundigt over, hvilken vej jeg går.

Oscar Hald Jensen

22 år

Bor i Rønne

Læser til social- og sundhedsassistent og er færdig ved udgangen af året

Lige nu i praktik på Bornholms Hospital