Jean de France i nutidigt perspektiv – var han rent faktisk homoseksuel?

Bornholms Teater præsenterer en nyfortolkning af Holbergs "Jean de France", som meget vel kan have været relevant allerede ved premieren for 300 år siden.

Præsenteret på den rette måde kan frankofilt storhedsvanvid forekomme særdeles latterfremkaldende, og det gælder både i dag såvel som for 300 år siden.

For nu lige at byde på et rundt tal, som i den aktuelle situation er særdeles relevant.

Ludvig Holberg, som i højstemte stunder betegnes som danske litteraturs far, kunne i sine karakterkomedier på ganske særlig vis med tungen i kinden og en ræv bag øret afdække personernes til tider naragtige ambitioner, sådan som det for eksempel kan opleves i "Jean de France", hvor pæredanske Hans Frandsen efter en tur til Frankrig bliver ramt af frankofilt storhedsvanvid.

Også chefen for Bornholms Teater, Jens Svane Boutrup, har tidligere bevist, at han har noget grinebiderblod løbende i årene, så man kan med en vis sindsro og et forventningsfuldt træk i smilebåndet se frem til hans bearbejdede version af omtalte stykke, som han kalder "Tour de Jean de France", og som der er verdenspremiere på fredag den 1. september på Rønne Theater.

Når der er det, så er vi tilbage ved de 300 år, for "Jean de France" havde oprindeligt premiere i 1722, altså for godt 300 år siden, hvorefter der gik cirka 100 år, før stykket kom til Bornholm, men her bidrog det rent faktisk til, at det lokale teater blev opført.

Derfor giver det mening igen at bringe stykket i spil, når nu anledningen for opsætningen netop er at markere Rønne Theaters 200-års jubilæum.

Diskussioner

Faktisk var åbningsforestillingen på Rønne Theater "De onde luner", som ingen af gode grunde kender i dag, og som var skrevet af tyskeren August von Kotzebue, men snart efter spillede man Holbergs "Jeppe på Bjerget", og Holberg er gennem tiden blevet opført rigtig mange gange på teatret.

Men allerede i 1818 – cirka fem år inden, teatret blev opført – var der på fastelavns mandag optog i byen, hvor tre unge bornholmske mænd, som boede i København, var kommet hjem og spillede uddrag af "Jean de France" i borgerstuerne, som var opholdsstuer for tyendet på de større gårde. En måned senere opførte man hele stykket i Madam Volffsens Sal, hvilket blev anledning til at starte et teaterfællesskab, som igen førte til, at der fem år senere blev opført et teater, Rønne Theater.

Frøet til det blev altså lagt af "Jean de France" for godt et par hundrede år siden.

Inden denne artikel begynder at antage karakter af et revisorkursus, som nødvendigvis ville inkludere en del tal, må vi hellere lade teaterchefen komme til orde, for han havde onsdag eftermiddag samlet tropperne, som skal optræde med hans (og Holbergs) nye stykke, og her så Tidende sit snit til dér i teatrets have at spørge ham:

Hvorfor opfører I ikke bare det originale stykke, "Jean de France"? Hvorfor har det lige skullet igennem din private, lille skrivemaskine?

– Som man spillede det her for 200 år siden og sidenhen flere gange er der det med klassikere, at de altid bliver opført i en eller anden samtid, og det farver altid måden, man laver det på, siger teaterchefen.

– Og det gør det så også i den her version, hvor vi har en første del, som er en slags introduktion til stykket, og hvor vi præsenterer nogle af de overvejelser og diskussioner, man kan have med sig selv om, hvorvidt man skal gøre det ene eller det andet, hvordan kan man opføres stykket i dag i forhold til, hvordan man gjorde for måske bare 20 år siden?

Fortolkning

Men er det ikke netop fidusen ved klassikerne, at de taler ind i enhver samtid, uden at du behøver pille ved dem?

– Jo, det kan man sige, men alligevel foretager man næsten hver gang, man spiller sådan et stykke, en eller anden form for bearbejdelse. Og alt det Holberg, der er blevet spillet her, har også været bearbejdet, simpelthen begrundet i, at hvis du spiller det, som det står originalt, så bliver det nogle meget lange forestillinger i et meget gnidret sprog. Og i netop "Jean de France" er der meget fransk sprog, som man måske ikke forstår så godt i dag.

– Så det er man nødt til at arbejde med, men derudover er der så en fortolkning. Og her er ideen, at i denne udgaves første del har vi konstrueret det som en dialog mellem skuespillerne om, hvordan stykket skal spilles. Nogle mener på den ene måde, andre på en anden, og det er udtryk for de overvejelser, der nødvendigvis er, når man sætter det her stykke op, siger teaterchefen.

Fordi der er behov for en aktualisering for, at tidsånden kan få lov at spille mere med?

– Ja, og det sjove er, at noget af det, jeg er stødt på i min research, er en norsk Holberg-forsker, som pludselig hiver et aspekt frem i stykket, som man ikke tidligere har spillet så meget på, og som diskuterer, om Jean de France måske er homoseksuel. Og det er han jo i virkeligheden nok! Eller trans, eller hvad det nu måtte være, han er. Og det er jo meget oppe i tiden nu.

Det lyder woke?

– Ja, en opmærksomhed på de ting. Og hvordan behandler man det? Vi prøver at trække det frem og sige, at har man det blik på det, at han måske er midt i en frigørelseskamp, så er han måske ikke bare en tosse, som kommer hjem og laver det hele fransk, måske stikker der noget andet under. Men det er ikke entydigt, at det skal bevæge sig den vej, så vi prøver at lave rum til flere forskellige fortolkninger, som vi kan præsentere for publikum. Der er flere spor, man kan følge, det gør komedien dybere, og det er da også i det hele taget det, der gør den til en klassiker. Altså, at den kan læses på forskellige måder.

Rejste meget

Er der noget med, at Holberg var lidt skeptisk i forhold til det her med, at ungdommen rejser ud og lader sig præge, som Jean de France gjorde, og adskiller det sig fra nu, hvor vi vel synes, at det godt, hvis de unge rejser ud og oplever verden?

– Det, der er sjovt ved det, er, at det, tror jeg, er lidt en overfortolkning. For det har man primært fra svigerfaren i stykket, Jeronimus, den sure, gamle mand, som til sidst udlægger teksten og siger, at det, der er galt, er, at man lader de unge rejse ud. Det bliver så udlagt som stykkets morale. Men det er trods alt sagt af en karakter i stykket, som har en holdning, og det er vigtigt at holde sig for øje, at Holberg selv ikke bestilte andet end at rejse verden rundt, da han var 18, 19, 20 år. Så det giver ikke mening at forestille sig, at han har ment, at man skulle blive hjemme. Han vandrede Europa tynd.

En af Holbergs karakterer bliver altså overfortolket til at repræsentere hans pointe?

– Ja, det er en slags fupmorale, men den kan også have været rigtig at fremføre i hans samtid.

Måske peger Holberg fingre af de gamle forstokkede typer, som har det sådan?

– Ja, måske. Men det kan man ikke entydigt vide, og det er også det, der gør stykket så fedt, at der er flere lag. Og der er altså også et spor, som taler ind i vores samtid, og som handler om, hvordan vi behandler folk, der springer ud med forskellige seksualiteter – er der homofobi i samfundet og så videre.

– Jeg siger ikke, at dét er den rette tolkning, for den eksisterer ikke, det er bare et element, der er interessant at hive frem, og som på en eller anden måde skaber en forbindelse tilbage til, da det her teater blev bygget og også videre tilbage til Holberg. Og jeg synes, at det er elegant, hvis man kan trække de tråde ved et jubilæum, siger Jens Svane Boutrup.

"Tour de Jean de France" spiller 1.-23. september på Rønne Theater på tirsdage til og med lørdage klokken 19.30. Forestillingen varer cirka to timer og 15 minutter.

Jesper Riefensthal. Arkivfoto

Jesper Riefenstahl var syg ved onsdagens præsentation, så vi lader teaterchef Jens Svane Boutrup lægge ordene i hans mund:

– Jeg har tre roller i "Tour de Jean de France". Den vigtigste for plottet er rollen som Frands, som er Jeans far. Og i denne udgave – og sådan set også i Holbergs tekst – afviser han sin søn og ender sådan set med at slå hånden af ham, selv om han i starten – i hvert fald på skrømt – forsvarer ham. De er så bange for at tabe ansigt, de der fædre, eller for, at ting bliver lavet om, så til sidst føler han, at han helt må tage afstand fra sin søn.

Olivia Franciska Fevel Borgels. Foto: Torben Østergaard Møller

Olivia Franciska Fevel Borgels:

– Jeg spiller i stykkets første del en karakter, som hedder Olivia, som ikke helt er mig selv. I selve stykket spiller jeg Marthe, som er tjenestepige hos Jeronimus, og så spiller Marthe en karakter, som hedder Madame la Flesche.

Det lyder som et kinesisk æskesystem, du har gang i?

– Ja, det kan man sige. I modsætning til mine kolleger, som spiller forskellige roller, spiller jeg altså en person, som i stykket klæder sig ud og spiller en anden.

Hvordan vil du karakterisere Marthe?

– Hun er tydeligvis nederst i hierarkiet, en mus, der render rundt og rydder op og sørger for, at tingene kører, men spræller lidt i rollen som Madame la Flesche.

Morten Hauch-Fausbøll. Foto: Torben Østergaard Møller

Morten Hauch-Fausbøll:

– I første del spiller jeg en skuespiller, der hedder Morten. Og i selve "Jean de France"-stykket spiller jeg Jeronimus, som er Elsebets far, og jeg spiller Magdalone, Jean de Frances mor, som er gift med Frands – og så spiler jeg gårdskarlen Esben.

Hvilken rolle er den vigtigste?

– Jeronimus.

Og hvordan vil du karakterisere ham?

– Han er konservativ og gammeldags og vil gerne have, at tingene forbliver, som de plejer at være. Der skal ikke ske noget nyt og anderledes.

Jonas Munck Hansen. Foto: Torben Østergaard Møller

Jonas Munck Hansen:

– Jeg er musikeren. Kapelmesteren, kan vi kalde ham, så jeg sidder nede i orkestergraven og spiller musik til forestillingen. Primært guitar, men også lidt melodika, som lidt har sådan en fransk lyd henad musette-harmonika. Musikken skal jo være i det franske spor for at passe til, at Jean de France har bragt noget fransk inspiration med sig hjem.

William Bach Jacobsen Halken. Foto: Torben Østergaard Møller

William Bach Jacobsen Halken:

– Jeg spiller i første omgang skuespilleren William, og så glider jeg ind i at spille Jean de France og Antonius. Altså de to unge herrer i forestillingen, som er rivaler, og i midten står så Elsebet, som er forlovet med Jean, men gerne vil have Antonius.

Hvordan vil du karakterisere Jean?

– Det ligger lige for at sige ekstravagant, flamboyant og storladen. Skal man gå ned i, hvad der er hans bevæggrunde, er der en usikkerhed, som viser sig i hans higen efter anerkendelse. På overfladen vil han gøre dette provinssted til Paris, og folk skal gøre som ham, men egentlig vil han gerne omfavnes og anerkendes for den, han gerne vil være. Det er en lidt mere moderne læsning, man kan lave, og som jeg godt lide, at Jens (teaterchefen, red.) præsenterer i denne udgave af stykket.