Hvem er bedst til at fyre op under dansegulvet?

Hvem er bedst til at fyre op under dansegulvet?
Danish Disco Battle 2024 finder sted lørdag den 3. februar i Nexø Hallen. Pr-foto
NOTITS | KULTUR | Torsdag 11. januar 2024 • 16:48
NOTITS | KULTUR | Torsdag 11. januar 2024 • 16:48

Igen i år skal Danmarks bedste mobile diskotek findes på Bornholm.

Danmarksmesterskaberne for mobile diskoteker Danish Disco Battle 2024 finder sted lørdag den 3. februar, og det er tredje år i træk, der afholdes Danish Disco Battle, hvilket vil ske i Nexø Hallen.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som oplyser, at det sker i samarbejde med Gastrohuzet, som er et catering og eventfirma, der ligger i hallen, samt Mtek Lys Lyd & Event.

Danish Disco Battle er Danmarks største konkurrence for alle, der ejer et mobilt diskotek, slår pressemeddelelsen fast og fortsætter:

Det er en konkurrence, hvor deltagerne bliver vurderet af en nøje udvalgt dommerjury, idet de vil blive bedømt på lyd, lysshow, dj, deres kunnen – og meget mere.

Hver deltager får 30 minutter til at vise, hvad vedkommende kan. Når alle har været på, voterer dommerne, og det diskotek, der står med flest point, kan derefter kalde sig "Danmarks bedste mobile diskotek".

Sidste års vinder, Event By Night, som også løb med præmien på 10.000 kroner, er med igen i år, men i øvrigt er der seks deltagere fra hele landet, heraf to fra Bornholm.

• Deltagerne er:

Event By Night (Fyn).

Get The Music (Falster).

Firedisko (Jylland).

DJ Lua's Roadshow (Jylland).

Afterdark (Bornholm)

Good Vibrations (Bornholm).

– Derudover er vi stolte over, at Danmarks måske bedste dj, Kato, kommer og fyrer op for festen, mens dommerne finder aftens vinder, noterer Thomas Viborg, som står for arrangementet, i pressemeddelelsen.

Dertil varmer Thoby publikum op, inden konkurrencen begynder.

I øvrigt er unge i alderen 13 år og opefter velkomne, dog skal unge under 17 være ifølge med en voksen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT