Hvad blev der af os?

Pensioneret seniorforsker Thorkil Thorsen fra Svaneke har sat sig for at finde ud af, hvad der er blevet af hans gamle klassekammerater, som han gik i skole med i Rutsker fra 1957 til 1964. Dette er første historie i artikelserien.

I skolen i Rutsker Kirkeby startede i april 1957 17 elever i 1. klasse. De havde det til fælles, at de var født mellem april 1949 og juni 1950, og at de alle boede i den søndre del af sognet, som hørte under Kirkeskolen (officielt også kaldet Søndre Skole). Jeg var en af disse elever.

Det er ganske vist en træt kliché at sige, at tiden var anderledes dengang. Men det gør ikke udsagnet mindre sandt.

Skolebygningen, som var fra år 1900, havde to klasseværelser, og der var to lærere (som i øvrigt også havde bolig i hver sin ende af bygningen). Vi gik i skole hver anden dag (i en seksdages uge).

Rutsker var et sogn og en kommune med godt 1200 indbyggere fordelt på omtrent 360 husstande. Landbrug var hovedbeskæftigelsen, efterfulgt af håndværk og industri. Et sogneråd med syv medlemmer stod for den politiske styring. Ved sognerådsvalget i 1958, 1962 og 1966 fik Socialdemokraterne flertal med fire mandater mod Venstres tre.

Jeg plejer at sige, at folkeregisteret bestod af nogle kartotekskort, som opbevaredes i en papkasse under sognerådsformandens seng, og som ved lejlighed kom frem for at blive revideret. Helt så primitivt var det måske ikke, men det var et lille, ukompliceret samfund, og bureaukrati var stadig et fremmedord. Omkring 1960 blev forsamlingshusbygningen dog udvidet, så der blev gjort plads til et kommunekontor med to arbejdspladser, plads til ekspedition og et lille samtaleværelse. De tekniske hjælpemidler bestod af en skrivemaskine, en regnemaskine og en duplikator.

Rutskers ”hovedstad” var Kirkebyen, hvor husene lå i én række tæt på hinanden på begge sider af den gennemgående landevej. Der var almindelige beboelseshuse, og der var et par forretninger og virksomheder. En købmand, en brugs, et mejeri, det omtalte kommunekontor, forsamlingshuset, en smed, en vognmandsforretning så vidt jeg husker, sygekassekontor, nogle landbrug – og skolen. Her boede måske 100 mennesker på det tidspunkt.

Skolen i Rutsker Kirkeby havde syv klassetrin, og med kun de to klasseværelser til rådighed måtte to klasser undervises simultant i det samme klasseværelse og af samme lærer. Kun 1. klasse havde det privilegium at være alene og have lærerindens fulde opmærksomhed.

Der var ikke eksaminer i de første klasser, men vist nok årsprøver i skrivning og regning. Det nærmeste man kom på en mundtlig eksamen, var vel overhøringen på skoleårets sidste dag, hvor medlemmer af skolekommissionen og en del forældre stod langs væggene i klasseværelset og iagttog, hvordan vi elever kunne – eller ikke kunne – svare på lærerens spørgsmål inden for det stof, vi gerne skulle have tilegnet os i det forgangne år.

Skolekommissionen var et lovbestemt udvalg nedsat af sognerådene med den opgave at lave tilsyn med undervisningen, i princip udarbejde forslag til skole- og undervisningsplaner, samt at indstille til ansættelse og afskedigelse af skolernes ledere og lærere.

Ved indvielsen af Rutsker Centralskole, 29. juli 1961, mødte eleverne op i festtøj. 'Der er ingenting, der maner, som et flag der går til tops' sang vi andægtigt, da flaget hejstes. Foto: Bjarne Ilsted Bech

Den nye centralskole

I mange af landets landkommuner byggedes der i årene omkring 1960 centralskoler til erstatning for de tidligere mindre skoler. Det var nærmest en epidemi. Baggrunden var ændringer i folkeskoleloven i 1937 og 1958, så der nu ikke længere skulle være forskel på skolegangen i byer og på landet. Den 29. juli 1961 indviedes Rutsker Centralskole. Det var dermed for os et farvel til den lille skole i Kirkebyen med få elever og et goddag til den nye skole, som startede med 170 elever – en flok sammenbragte børn fra Kirkeskolen og Nordre Skole.

Det blev en markant ændring i vores skolegang. Ikke kun skulle vi nu gå i skole hver dag, lørdage inklusive. Men der var nye rutiner, nye udfordringer, og nye muligheder.

Vi er nok mange, der stadig husker den daglige morgensamling i aulaen, hvor vi stillede op i rækker klassevis, og hvor vi akkompagneret af et lille klaver eller stueorgel sang en salme eller sang og fremsagde fadervor. Og som om det dermed ikke var nok med den kristne indlæring, så havde vi også som lektie at lære salmevers udenad. Hvis overhøringen i klasseværelset viste, at man ikke helt kunne lire det af sig, så var straffen ofte eftersidning, så vist jeg husker – man fik først lov til at gå hjem, når man kunne fremsige ordene fejlfrit.

Men ingen tvivl om, at undervisningen med den nye centralskole fik et løft. Vi kom fra små skoler med begrænsede faciliteter og ressourcer. Nu fik hver klasse sit eget klasseværelse, der var nye faglokaler (til sløjd, skolekøkken, fysik mm.), gymnastiksal, bibliotek (med 1700 bind), faglærere og så videre. Vi blev bedre rustede til en eventuel videre skolegang og til voksenlivet.

Hvad efter skolen?

Syvende klasse var endestationen for vores skolegang i Rutsker. Så stod vi der i 1964 foran vores første alvorlige valg med vidtrækkende konsekvenser. Mulighederne lå lige for næsen af os. I princippet kunne vi vælge, hvad vi ville. Men inden for snævrere rammer end unge kan i dag.

Vores valg har nok været præget af umodne forestillinger om et godt liv; af forældrenes forventninger, tilskyndelser eller måske ligefrem krav; af vores helt umiddelbare, kortsigtede interesser; af hvad vi havde set andre gøre før os – og af noget, som ikke kan defineres eller forklares.

Jeg husker ikke noget om praktik eller erhvervsvejledning.

Vi valgte forskellige retninger derfra. I hvert fald fortsatte nogle til en videre skolegang i Hasle, mens andre valgte at forlade skolen helt.

Om nu valget på det tidspunkt var det ene eller det andet, så har årene derefter budt på en uendelig række af andre situationer, hvor vi igen har valgt, hvad vi så ville. Sideløbende hermed har forskellige hændelser og tilfældigheder – ting vi ikke selv har været herre over – måske fremmet eller kuldkastet vores planer og ønsker. Der falder måske en appelsin i ens turban. Man møder den store kærlighed. Man arver en formue eller vinder i lotteriet. Man får et jobtilbud. Eller en ulykke vender op og ned på alting. Alvorlig sygdom sætter måske en stopper for det, man var i gang med at realisere eller gerne ville fortsætte med.

Derfor er det ikke svært at antage, at vi, der startede sammen i 1. klasse, har fået vidt forskellige liv.

Jeg har ikke holdt kontakten til nogen af mine klassekammerater fra dengang. Om nogen af dem ved jeg dog med sikkerhed, at de er døde. Om andre ved jeg kun ganske lidt – og dét endda med en vis usikkerhed. Og så er der nogle, som jeg ikke aner noget som helst om.

Nu vil jeg forsøge at finde dem, jeg delte al min grundskolegang med – fra 1. til 7. klasse. Hvis de er med på det, vil jeg besøge dem, lave et interview med dem, og portrættere dem og deres liv i en artikelserie her i Bornholms Tidende. Jeg vil snakke med dem om, hvad skolen betød for dem. Hvilke minder har de om den? Hvad gjorde de, da grundskolen var slut? Hvilken erhvervskarriere og hvilket familieliv har de haft? Om de har involveret sig politisk? Er eller har de været aktive i foreningsliv og så videre. Jeg vil også gerne høre deres synspunkter på, om Rutsker – og Bornholm – betyder noget særligt for dem. Er der for eksempel en hjemstavnsfølelse hos dem?

Rutsker i hjertet

På næste lørdag besøger Thorkil Thorsen en gammel klassekammerat, som har gode minder om skolen.

Hun fortæller, hvordan særligt én lærerinde var inspirerende for hende. Og hun har stadig Rutsker i hjertet.