MINDEORD / Mandag 27. oktober 2025 • 19:00

En aktiv kvinde er gået bort

En aktiv kvinde er gået bort
Jane Sønnersgaard blev 75 år. Privatfoto
Journalist

Jane Sønnersgaard har blandt andet været med i bestyrelsen for Venstre Bornholm.

Jane Sønnersgaard, Rønne, er død, 75 år.

Hun voksede op i Ibsker og gik på Svaneke Skole.

Jane Sønnersgaard startede som elev i den daværende Svaneke Kommune og fortsatte i Nexø Kommune efter kommunesammenlægningen i 1970.

Hun videreuddannede sig i flere omgange inden for forvaltningsområdet og blev udnævnt til fuldmægtig og siden borgmestersekretær. Efter mange år i Nexø Kommune havde hun et par år som skolesekretær på Nyker Skole.

Jane Sønnersgaard blev i 1980 gift med Peter Sønnersgaard, der var tandlæge på Christians Plads i Rønne. Han døde i 2003.

Efter nogle år som hjemmegående begyndte Jane Sønnersgaard igen at arbejde, idet hun blev ansat i en administrativ stilling på Bornholms Hospital. Her var hun, til hun gik på pension.

Jane Sønnersgaard var ligesom sin mand medlem af Venstre, og hun har været aktiv i Bornholms Venstreforening som sekretær og kasserer. Hun har også været bestyrelsesmedlem i Liberalt Oplysningsforbund på Bornholm og i gruppebestyrelsen for Det Danske Spejderkorps i Rønne. Hun var desuden med i Inner Wheel, som er et netværk for kvinder.

Hun brugte gerne fritiden på at læse og var med i en læseklub, ligesom hun prioriterede at være sammen med venner og familie.

Jane Sønnersgaard boede i mange år i Nørre Løkke i Rønne, inden hun flyttede til Paradisgade i Rønne.

Hun efterlader sig to børn – Martin, der er advokat i København, og Eva, der er tandlæge i Hillerød – fire børnebørn og to brødre.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT