Hammershus klar til natbesøg

Hammershus klar til natbesøg
Området omkring Hammershus danner ramme om Natur i Naturen den 2.-3. september. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
KULTUR | Fredag 25. august 2023 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
KULTUR | Fredag 25. august 2023 • 05:30

I begyndelse af september kan man opleve naturen ved Hammershus om natten.

Hvis man ikke har prøvet at være ude i naturen om natten, så er chancen der i begyndelsen af september, når der er Nat i Naturen ved Hammershus.

– Der er masser af aktiviteter og tilbud, både til dem, der ikke er så vant til nat i naturen, og til dem, der har været derude før, men gerne vil prøve noget mere. Så der er noget for de fleste, der har mod på mørket, siger naturvejleder René Vilsholm fra Natur Bornholm i en pressemeddelelse.

Nat i Naturen er et landsdækkende arrangement, der finder sted i de mørke timer mellem den 2. og 3. september. Her på Bornholm foregår det ved Hammershus, hvor der steges fasaner og bages pandekager over bål, der er højtlæsning og snittekursus, og der er mulighed for en tur i mørket med fortællinger om strandinger og skibsforlis. Yoga, mountainbike og havsvømning er også på programmet, og som noget særligt kan man få lov til at overnatte i Mølleådalen.

Bag Nat i Naturen står Danmarks Naturfredningsforening, Det Danske Spejderkorps, Ungdomsringen, Naturstyrelsen og Friluftsrådet støttet af Spar Nord Fonden.

– Det kan godt være, vi lever i et land langt mod nord med mange mørke timer, men der er de mest fantastiske oplevelser i naturen i mørke, som bare venter på danskerne. Der skal mindre skærm og mere stjernehimmel ind i danskernes liv, siger direktør Winni Grosbøll fra Friluftsrådet i pressemeddelelsen.

På Bornholm arbejder Friluftsrådet og Naturstyrelsen sammen med DGI Bornholm og Natur Bornholm om at lave Nat i Naturen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT