Der var ikke helt styr på finansieringen, da Bornholms Træbådelaug sidste år flyttede fra det gamle værft på Sydhavnen til kommunens tidligere busværksted og -garage på Nørrekås i Rønne. Alligevel blev flytningen og en ombygning sat i gang for at sikre foreningens overlevelse, og snart tikker der formentlig en halv million kroner ind på laugets konto.
Rønne Havn opsagde i juli 2022 Bornholms Træbådelaugs lejemål på Sydhavnen. I januar 2023 tilbød kommunen foreningen, at den kunne flytte ind i BAT's tidligere busremise, og næsten samtidig satte kommunalbestyrelsen 500.000 kroner af til arbejdet. Det skete under forudsætning af, at det blev undersøgt, om træbådelauget kunne opnå yderligere støtte fra anden side.
Fra kommunens side blev der udarbejdet en ansøgning til Erhvervsstyrelsen. Den blev ikke imødekommet, og Bornholms Træbådelaug har ikke ressourcer til at forsøge at skaffe yderligere finansiering, fremgår det af kommunens beskrivelse af sagen. Derfor lægger kommunen nu op til at stille de oprindelige 500.000 kroner til rådighed, så træbådelauget kan genoptage sine aktiviteter og være med til at skabe liv på Nørrekås.
Hvis politikerne godkender udbetalingen af tilskuddet, vil der blive udarbejdet en skrivelse med vilkår og betingelser.