Selskabet gør meget ud af kommunikation, og der kommunikeres vidt og bredt om nyansættelser og ting, der sker. Men når der oprettes et kontor i den dyre ende af København, så svarer selskabet med: Tavshed!
Store offentlige selskaber som bornholmerne ejer, bør bidrage til at tiltrække beboere til Bornholm. Et satellitkontor kan måske være nødvendigt, men få dog taget diskussionen i bestyrelsen.
Direktøren for Beof, Claus Andersen, har forsvaret selskabet med, at det er svært at tiltrække visse profiler på Bornholm. Hvis man sidder i bestyrelsen, så er det jo relevant at få et svar på hvilke profiler, som det præcist drejer sig om.
Et københavnerkontor kan man mene meget om, men det er en politisk væsentlig sag. Manglende åbenhed kan give næring til gisninger om, hvorvidt der er andre forhold, som offentligheden og politikerne har interesse i, at der ikke kommer for en dag.