Det faldende antal elever og studerende er uddannelsernes største udfordring, både når det gælder, hvor mange der søger, og hvor mange der er indskrevet på uddannelserne, og der er ikke megen hjælp at hente i befolkningsudviklingen.
Godt nok har Bornholm oplevet en befolkningsstigning siden 2015, men den ligger på 1,2 procent, hvilket er lavere end landsgennemsnittet, og med en gennemsnitsalder på 45,8 år ligger øen højt sammenlignet med resten af Region Hovedstaden. Begge dele gør det sværere at rekruttere til øens ungdoms- og videregående uddannelser.
Samtidig er uddannelsesniveauet her på Bornholm lavere end regionsgennemsnittet, og sammenlignet med resten af regionen har Bornholm en lavere andel af unge, der vælger gymnasiale uddannelser. Til gengæld er andelen af bornholmere med en erhvervsfaglig uddannelse relativt høj.
Vurderingen er, at stort set alle uddannelser på Bornholm ser ind i en udfordret fremtid, og at det kræver en stor koordineret indsats at forbedre situationen, både på de videregående uddannelser og på Campus Bornholms ungdomsuddannelser.