Antagelsen er, at det stadig er efterveer fra Covid-19, der spiller ind, for her oplevede man over hele landet en massiv flugt fra indendørsidrætten. På Bornholm gik tallet fra 1.067 medlemmer i 2019 til bare 331 medlemmer i 2020. Siden da har små 100 medlemmer meldt sig ind, men det er altså ikke nok.
Det bekymrer Benny Nielsen, som er formand for Rønne Svømmeklub.
– Jeg er bekymret over, om vi lærer børnene på Bornholm at svømme. Danmark er omgivet af vand, men især her på Bornholm spiller stranden, havet og havnene en stor rolle i vores hverdag, og derfor er det helt essentielt, at vores børn, unge og voksne har gode svømmetilbud, så vi kan lære dem tryghed i og omkring vand, fortæller han i pressemeddelelsen.
I Rønne Svømmeklub er der cirka 20 procent færre medlemmer end der var i 2019, og det betyder, at klubben dagligt kæmper for at få tingene til at løbe rundt.
– Vi betaler i dag tre gange så meget for at være i svømmehallen, som før Covid-19. Det presser vores økonomi gevaldigt, og gør det næsten umuligt at skabe gode tilbud til bornholmerne, siger Benny Nielsen, som blandt andet fremhæver Ida Sohn, der svømmer på det danske juniorlandshold, men som ikke kan få de træningspas og faciliteter, hun har brug for.