"Efter vi fik afslag fra både Bornholms Brand og Rønne-Knudsker Byting, kunne vi se, at det begyndte at blive svært. De eneste som ville støtte projektet, var Handelsstandsforeningen, og det skal de have tusind tak for. Desværre er deres støtte ikke nok til at gøre drømmen til virkelighed."
"For os fra Golden Island-foreningen er det ikke forståeligt, at Rønne ikke rykker sammen og får skabt en super hyggelig julestemning her til vinter. Derfor er det helt fair at stille sig det spørgsmål, hvorfor lykkes det i Nexø og andre byer, men ikke i Bornholms hovedstad," lyder det i meddelelsen til pressen.
Foreningen uddyber, at man oplever en generel modvilje, når der præsenteres nye idéer for at skabe liv i Rønne.
"Der skal helst ikke ske noget i Rønne, er vores indtryk efter seks års arbejde for kulturlivet. Mens mange andre byer har et fantastisk sammenhold, og et kulturliv der blomstrer, har Rønne stort set intet at byde på. Rønne er blevet den by, som man handler i, eller turisterne kører igennem for at komme ud på øen. Det er desværre udviklingen over de sidste 20 år."