Et storslået menneske i Musikhuzet

Et storslået menneske i Musikhuzet
Thomas Warberg, da han i 2019 gæstede Musikhuzet med sit show "Perfektion, overskud og andre lorteord". Foto: Musikhuzet
STAND UP | RØNNE | 20. OKT 2021 • 21:30
STAND UP | RØNNE
20. OKT 2021 • 21:30

Umiddelbart kan det virke megalomant at kalde sit eget show for "Et storslået Menneske", sådan som stand upper med mere Thomas Warberg gør med det show, han torsdag, 21. oktober, bringer til Musikhuzet.

Men mon ikke han også trækker luften ud af sig selv, når nu han ifølge spillestedet fra scenen i dette nye onemanshow rent faktisk italesætter den omsiggribende selvretfærdighed?

Vi lever i en tid, hvor følelser og holdninger overtrumfer fakta, og det kan få verden til at se temmelig fiktiv ud – foruroligende, men også hysterisk morsom, lyder præmissen således for showet.

Det er Warbergs fjerde onemanshow, og han har jo også godt gang i gryden i blandt andet en tv-karriere – vi nævner i flæng "Stormester", "Live fra Bremen" og "Klipfiskerne" – når ikke han lige løber omkring søerne i København, hvilket han har gjort i så stor stil, at han på nogle år er gået fra at være en særdeles buttet, korthåret ung mand til at blive en lidt ældre, slank mand.

Som til gengæld har udeladt nogle frisørbesøg og ladet håret gro langt.