På en dejlig solbeskinnet søndag var over 100 personer samlet til den populære aktivitet, fortæller Mattias Landberg-Krarup, formand for Nyker Borgerforening, som stod for arrangementet.
Fire tønder var hængt op og klar. En lille af papir til børn fra 0-4 år, en mellem til børn fra 5-8 år, en stor til de unge fra 9-16 år og ligeledes en stor til de voksne på 17+. Alle tønder var smukt udsmykket af Bornholms Frie Idrætsskoles SFO.
Der blev tævet løs på de flotte tønder og de voksne og unge var de første til at få hul på trætønderne. Derefter blev mellemtønden nedlagt af et yngre medlem af S.W.A.T. – dog efter mange slag. Pudsigt nok holdt papirtønden længst, men måtte til sidst lade livet til en dalmatiner fra Paw Patroll, tæt forfulgt af en prinsesse.