Efter provstesyn: Præstegård i Ibsker skal gennemrenoveres

Efter provstesyn: Præstegård i Ibsker skal gennemrenoveres
– Der er jeg sikker på, vi beslutter os for, om vi vil beholde den eller ej, fortæller Birger Nissen om et ekstraordinært menighedsrådsmøde, hvor det skal besluttes, om man skal beholde Ibsker Præstegård som embedsbolig.
KULTUR | Tirsdag 30. januar 2024 • 05:30
KULTUR | Tirsdag 30. januar 2024 • 05:30

Efter et ordinært provstesyn i præstegården i Ibsker er konklusionen, at den skal gennemrenoveres. Men det kommer kun på tale, hvis menighedsrådet beslutter at beholde præstegården som embedsbolig.

Præstegården i Ibsker skal gennemrenoveres - hvis altså menighedsrådet vil beholde præstegården som embedsbolig.

Sådan lyder konklusionen efter det ordinære provstesyn, der fandt sted i præstegården mandag eftermiddag. Det oplyser Ibsker Menighedsråds formand, Birger Nissen.

Omtrent ti personer deltog. Foruden ham selv deltog blandt andet den vikarierende provst, der i øvrigt er VVS-uddannet og derfor stillede i kedeldragt, og både menighedsrådets egen samt provstiets bygningssagkyndige var også til stede.

– Vi gik meget grundigt til værks. Vi var i stueetagen, på første sal og i kælderen. Det var med spindelvæv og hele baduljen, siger Birger Nissen.

Når det er særligt interessant, hvad der er kommet ud af provstesynet i præstegården, er det fordi den ellers så populære præst Pernille Bolø for nylig har forladt præstegården og præstegerningen på Bornholm. Hun begrunder blandt andet flytningen med, at præstegården trænger til 'en ordentlig omgang, for at man kan have råd til at sidde i den', som hun den 16. januar fortalte til den lokale tv-station TV 2/Bornholm.

Præstegård som embedsbolig?

Men hvor meget der skal gøres, bliver kun relevant at diskutere og granske, hvis menighedsrådet vil beholde præstegården som embedsbolig.

Et spørgsmål, der på et overordnet niveau blev drøftet under provstesynet - men som for alvor er på dagsordenen i menighedsrådet i næste uge, fortæller Birger Nissen.

– Det tager vi ikke stilling til lige der (til provstesynet, red.). Men Ibsker Menighedsråd skal tage stilling til det på tirsdag den 6. februar på et ekstraordinært menighedsrådsmøde hos mig. Der er jeg sikker på, vi beslutter os for, om vi vil beholde den eller ej, fortæller Birger Nissen, der videre oplyser, at et sådant møde under normale omstændigheder foregår i præstegården.

– Det kunne vi godt have gjort. Men der er lidt halvkøligt - apropos, siger han.

'Ret vil med bygningerne'

Til provstesynet fremlagde de bygningssagkyndige, ifølge Birger Nissen, hvad det umiddelbart vil koste at sætte præstegården i stand. Men det estimat vil han ikke fortælle offentligheden om nu, da beløbet kan vise sig at blive plus-minus op til halvanden million kroner.

Birger Nissen ser sagen fra begge sider. På den ene side koster det en del at få præstegården sat i stand. På den anden side koster det selvfølgelig også noget, hvis menighedsrådet skal købe et hus til brug som embedsbolig for den kommende præst. Selv hælder han dog til, at det vil være fint at få en ny præst til at bo i præstegården.

– Kirken, klokketårnet og præstegården klæder hinanden godt. Jeg er ret vild med de bygninger, siger Birger Nissen.

Men det er svært at tage stilling til, indrømmer han samtidig.

– 245 kvadratmeter i stueetagen er rigtig, rigtig meget. Det er let nok at sige, at det hele skal ordnes. Men jeg synes også personligt, der er noget fint ved at holde fast i noget af det historiske, siger Birger Nissen, der tilføjer:

– Men jeg tror, det ender med en gennemgribende renovering, hvis vi vil beholde den som præstegård.

Ingen renovering

Pernille Bolø endte med at være præst på Bornholm i syv år, inden hun forrige søndag holdt afskedsgudstjeneste og dagen efter rejste fra Bornholm.

Flere menighedsråd oplyste sidste uge til Tidende, at de i forbindelse med ansættelse af ny præst har fået renoveret præsteboligen. Men præstegården i Ibsker er aldrig blevet renoveret én gang for alle, oplyser Birger Nissen.

– Typisk laver man noget mellem den ene præst og den næste - og det kan man godt forstå. Så kan det være køkkenet, der trænger til en omgang. Næste gang tætner man nogle vinduer. Tredje gang lægger man et gulv, fordi det er dårligt. Vi har fem forskellige slags gulve, siger Birger Nissen om præstegården i Ibsker.

– Det er sådan, vi har gjort det. Der har været grænser for, hvor mange penge, man har haft. Der har også været grænser for, hvor mange penge man ville bruge - for sådan et menighedsråd er et lidt konservativt foretagende, siger Birger Nissen.

Samtidig er jagten på en ny præst allerede sat ind. Birger Nissen oplyste forrige søndag til Tidende, at to personer allerede havde henvendt sig. Men menighedsrådet får ikke en ny præst, før man har en bolig klar til vedkommende.

– Hvis vi laver en renovering, tager det jo lang tid.

Hvem dækker så ind i mellemtiden?

– Det bliver en masse vikarer. Men det er man jo vant til i Folkekirken, siger Birger Nissen.

FÅ ABONNEMENT