Drøzzsijl, bæltsijll å kattasijll

I anledning af julefrokostbordene tog vi i sidste hul på en lille føljeton om sild. Den fortsætter vi i dag, når vi retter fokus mod betegnelser på forskellige typer af sild.

Betegnelserne kan bl.a. afhænge af tilberedningsmetoden, fangstmetoden, årstiden og fangstområderne.

I forhold til årstiden, kan man tale om henholdsvis ‘sommarsijll’ og ‘fiskjessijll’. De førstnævnte fanges – ikke overraskende – om sommeren (i ‘vrâgtiden’) og er generelt af bedre beskaffenhed end de såkaldte ‘fiskjessijll’, der fanges om ‘fiskjed’, det gamle bornholmske ord for efteråret.

I hvert fald én sildebetegnelse tager udgangspunkt i fangstområdet. Man kan nemlig tale om såkaldte ‘bæltsijll’. De fangedes i den vestlige del af Østersøen og i Bælterne og var større end de bornholmske sild.

Også selve fangstmetoderne kan aflæses i visse betegnelser på sild. Hvis silden blev fanget på ‘sættegarn’, kunne man kalde den ‘sættesijll’. Blev den derimod fanget ved drivfiske (såkaldt ‘vrâg’, man ‘tâu i vrâg’), hvor man hele natten drev om på vandet med garnene for vind og strøm, kunne den kaldes for ‘vrâgsijll’. Man tog typisk ‘i vrâg’ om sommeren, når der var godt ‘vrâgvær’.

De sild, der faldt ud af garnene under indtagningen, var gerne de største og bedste sild, og dem kaldte man for ‘drøzzsijll’ eller ‘kjæssesijll’. Den sidstnævnte betegnelse skal ses i lyset af, at ‘kjæssesijll’ gerne ‘kjæssades’ op med en ‘kjæssa’, efterhånden som den dryssede ud af garnene. Arbejdet blev typisk udført af en dreng, der var med ‘i vrâg’ som overkomplet.

I forhold til betegnelser relaterede til fangstmetoderne kan endelig nævnes ordet ‘roitesijll’. Det betegner sild, der fanges, når man ‘roitar garn’, dvs. tager ‘sættegarn’ op og undersøger, om der er kommet sild i. De sild, man ‘plokte idå’, inden garnene blev sat ud igen, kaldte man for ‘roitesijll’, og de blev efterfølgende anvendt til bede.

Forskellige betegnelser for sild tager udgangspunkt i, hvordan man tilbereder dem. De i dag vel nok mest kendte betegnelser er ‘spæjesijll’ og ‘krydersijll’ (det sidstnævnte ord udtales i dag ofte som ‘krøddersijll’ pga. rigsmålspåvirkning).

Bland de knap så anvendte betegnelser finder man ‘krokkesijll’, der blev brugt om sild lagt ned i krukke med eddike, laurbærblade etc. Et synonym for dette er ‘søltesijll’ eller ‘søltad sijll’. For stegt, ugælet sild med eddike over havde man også ordet ‘pottsijll’.

Kogte man derimod silden i ‘unijn’ i en krukke med krydderi, så kaldtes den meget passende for ‘unsijll’.

Den i dag bedst kendte lune silderet er jo nok ‘saltstæjta sijll’, en herlig spise. Mindst lige så lækker er ‘krakkada sijll’, der tidligere blev lavet ved at man ristede (udvandede) saltsild i kakkelovnen på ‘ejn krakk’, et træspid med to grene på. I dag er der mange, der laver dem på en grill eller på et særligt ‘krakkejarn’. I hvert fald tidligere har man for ‘krakkada sijll’ haft betegnelsen ‘krakksijll’.

De to sidste sildebetegnelser, der skal nævnes, er ‘læggjesijll’ og ‘kattasijl’. Den førstnævnte betegnelse bruges som bekendt om sild til nedsaltning. Man kan fx spørge: ‘Hâr ni fåd læggjesijll?’. Betegnelsen ‘kattasijll’ bruges derimod om sild af ringe kvalitet, der ikke kan sælges, men må gives til kattene.

Go jyl!

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk