Det skriver biografdirektør Viki Petersen, Rønne Bio, i en pressemeddelelse.
– 2023 har været et år, der har været præget af udsættelser af store filmpremierer på baggrund af skuespillerstrejken i Hollywood. Det har haft indflydelse på hele biografbranchen, og i Rønne Bio er billetsalget da også faldet med godt fem procent til 59.943 solgte billetter. Efter en regnfuld juli måned med rekordsalg og storfilm som "Barbie" og "Oppenheimer" så det lovende ud for billetsalget, men så startede strejken, og konsekvenserne begyndte så småt at vise sig, lyder det fra Viki Petersen, der ser frem til et 2024 med bedre vilkår for branchen.
Netop "Barbie" blev årets mest sete film i Rønne Bio – akkurat ligesom den blev det på landsplan.
"Barbie" solgte 3.666 billetter i Rønne Bio, og på andenpladsen kom Anders Walters danske krigsdrama "Når befrielsen kommer".