De vil redde bornholmsk filmskat – og starter med at lave 100 film

Indtil videre er der skaffet 100.000 kroner til at digitalisere gamle bornholmske film, men der skal rejses flere penge, slår kvartetten bag projektet fast, og første mål er at producere 100 film på hver en halv time. På landsplan er de frontløbere i forhold til arbejdet med at bevare filmene.

Birger Kofod sidder godt placeret med fødderne under eget klippebord her i sit hjem. På den brede computerskærm hænger et gammelt filmklip, som viser en masse mennesker på kajen i Havnegade i Københavns Havn, hvorfra færgen Østbornholm afgik mod Bornholm, og hvor den ved ankomsten ville tage en tur rundt til øens større kystbyer.

Ved siden af ser man på filmen Aarhus-færgen, og skulle han blive træt af dette dyk ned i fortiden, kan han da bare hæve blikket og trække nutidig luft ind, mens han lader tankerne gå på vandring, akkompagneret af den aldeles fabelagtige udsigt, han via hjemmets kæmpe gulv-til-loft panoramavinduer har ud over havnen – her er det den i Aarsdale – og videre ud mod Østersøen.

Han kan naturligvis også snakke med sine tre kumpaner, som er til stede denne dag, nemlig journalist med mere Georg Julin, Jørgen Hammer, som er formand for Bornholmske Borgerforeningers Samvirke, og lederen af Bornholms Ø-arkiv, Anette Eriksen.

Selv er han blandt andet tidligere produktions- og tv-tekniker på TV2 Bornholm, og tilsammen udgør kvartetten de fire musketerer, som står last og brast om et projekt, som går ud på at sikre den bornholmske filmskat for eftertiden, hvilket mere præcist vil sige digitalisere den, så den er tilgængelig og ikke ligger og forvitrer i gamle formater, som ingen efterhånden rigtig kan finde ud af at aktivere.

Vi taler alle mulige film, som kan dukke op i både officielle gemmer og hjemme i folks skuffer, skabe og pulterkamre, på lofter og i kældre eller i skæve skunkrum, hvor sådan nogle undervejs i livets rejsestald kan være blevet placeret.

Lad os allerede her slå fast:

Hvis nogle læsere af denne artikel ligger inde med film, som er så gamle, at de er 8- eller 16-millimeter smalfilm eller noget helt tredje, så tag endelig kontakt til Bornholms Ø-arkiv på Pingels Allé i Rønne, som vil vurdere, om de er bevaringsværdige for eftertiden. I givet fald får læserne også selv en digital kopi af deres film.

De sjove film

Det hele tog egentlig sin begyndelse i 2008, fortæller Birger Kofod.

– Jeg har samlet private smalfilm siden dengang, og det er især de film, der er de sjove, synes jeg, for de officielle film har alle jo allerede set, siger han.

Hvordan kom du til at samle på de film?

– Det skete, fordi jeg på det tidspunkt lavede noget for TV 2 Bornholm, som hed "Bornholmske billeder", hvor jeg skulle bruge nogle smalfilm. Vi sagde dengang, at folk skulle tage ud til tv-stationen med deres film, men det gjorde de aldrig. De ringede og spurgte efter mig, og så kørte jeg ud til dem. Og var jeg eksempelvis i Nexø, spurgte jeg vedkommende, om der var andre, der havde lavet smalfilm dengang, og så fik jeg at vide, at jaja, der var jo ham, som boede dernede ved havnen, han er godt nok død, men hans børn er der – og så fandt jeg frem til dem, og på den måde fik jeg samlet kilometervis af film ind.

Hvor meget er det reelt blevet til?

– Jamen, de er jo let opløselige, det er ikke så tungt materiale, men jeg har digitaliseret otte terabyte, som jeg har liggende på en disk her, siger Birger Kofod og peger.

Og det kan vi godt slå fast er meget, eftersom det svarer til 1.000 milliarder bytes. Hvad er så en byte? Det er den lagerenhed i en computer, som bruges til at rumme information svarende til ét tegn.

Så det er jo rigtig meget, du har liggende?

– Haha, ja, det er rigtig meget, dét kan jeg love dig, ler Birger Kofod.

Det er altså alt sammen film, som han har digitaliseret fra forskellige formater, hvoraf han har nogle liggende på og i skuffedariet bag sin plads ved klippebordet. 16 millimeter kan han dog ikke fikse selv, de må sendes ud af huset, hvilket koster penge, men de øvrige formater klarer han – 8 millimeter, vhs-bånd, dvd, dvc pro, dv og diverse harddiske.

Elsker Bornholm

Hvornår begyndte du at tænke, at det her skulle systematiseres?

– Det gjorde jeg nok for 10 år siden, for de, som kan fortælle historien om de billeder, jeg har, dør jo. Så let og enkelt er det, og der er da også flere, der allerede er smuttet i svinget. Men Georg Julin og jeg har allerede været ude at interviewe alle mulige folk, og det siger jeg ikke, fordi jeg tror, de er lige ved at skride i svinget, men fordi vi jo skal i gang.

Ja, for du involverede Georg Julin i det?

– Præcis, han elsker Bornholm, hans far var bornholmer, og han ville gerne være med. Og hvor jeg udgør den tekniske del, udgør han så den journalistiske del af projektet. Vi tager ud, møder de ældre mennesker, vi skal tale med, sætter dem i en stol, giver dem mikrofonen på, begynder at filme, snakker om vind og vejr og alt muligt andet – og pludselig er vi i gang, og så fortæller de om hele deres liv. Inden vi for eksempel kører til Gudhjem, har jeg så været inde at kigge på, hvad jeg har liggende af film derfra, og så giver jeg nogle stikord til Georg: "Husk lige havnen, den byggede de ud i 1935", og så kan de fortælle om noget, som er relevant for den filmbid, vi har om det.

Birger og co. er på den baggrund også i færd med at sætte de små lokalhistoriske arkiver, som findes ude på hele øen, i gang med at tjekke, hvad de har liggende.

– De mødes måske i forvejen en gang om ugen, og så kan de lige så godt gå mere systematisk og målrettet til værks, siger han.

Ud på plejehjemmene

Hvornår begyndte I selv at gå mere organiseret til værks med jeres projekt?

– Det er nok et års tid siden. Da satte vi os ned og talte om, hvad vi egentlig havde, hvad vi kunne lave med det og så videre. Og vi kan lave 100 film på en halv time, hvis det skal være, om alle mulige forskellige emner, om det så er fiskeriet, landbruget, menighedsrådenes arbejde eller noget helt andet. Tænk bare for eksempel på turismen helt tilbage til 1848, som vi dog ikke har film fra, men vi har billeder, og så senere kommer filmene. Så kan vi fortælle om, hvordan det hele begyndte oppe i Allinge-Sandvig bugten med et skib, som sejlede fra Hammerhavnen og til Sassnitz. Vi har en ældre borger, som kan fortælle alt om alle de skibsruter, der har været til Bornholm. Alene om turismen kan vi lave tre film på hver en halv time.

– Og laver vi en film på en halv time om et emne, vil vi dele den op i små bidder, som man kan bruge i skoletjenesten. Så kan skolerne for eksempel ringe til Ø-arkivet og sige, "vi vil gerne have noget om Gudhjem", og så kan de få en lille film om byen, siger Birger Kofod.

– Det kunne jo også være noget, som plejehjemmene ville være interesserede i. Georg har skrevet bogen "Den fjerde alder", som han er ude at fortælle om rundt omkring, og han har også været ude på bornholmske plejehjem, og lige så snart, han nævner filmprojektet, vil folk rigtig gerne høre mere om det. Det samme skete, da han for nylig var i Skagen, for det, vi er i gang med, har man slet ikke lavet andre steder i landet.

I er simpelthen frontløbere på det her?

– Ja, det er vi rent faktisk, siger Birger Kofod, som også lægger såkaldt cleansound på filmene, altså lyd, der findes i det miljø, hvor en optagelse er lavet, om det er så mågeskrig, en traktor, der kommer kørende, bølger, der ruller mod kysten, eller andet.

Birger Kofod bruger mange timer på de gamle film, som han også tilfører cleansound, altså lægger eksempelvis mågeskrig, lyden af en traktor, bølgeskvulp eller andet på. Foto: Torben Østergaard Møller

 

Kampen for den lokale identitet

I en globaliseret verden skal historien huskes, påpeger Jørgen Hammer fra Bornholmske Borgerforeningers Samvirke.

– Vi er ikke mindst ud fra et bevaringsmæssigt synspunkt, både hvad angår selve filmene, men også fortællingerne de rummer, siger lederen af Bornholms Ø-arkiv, Anette Eriksen, om projektet med at finde og digitalisere, hvad der måtte være af gamle bornholmske film.

– Det formidlingsmæssige vil vi også gerne være med til, men kernen i det er for os at få gemt filmklippene på en måde, så de stadig kan afspilles.

Så du glædes ved tanken om at få dem ind på en hylde, mens de øvrige i projektet glædes ved tanken om at få dem ned fra hylden og præsentere dem for andre?

– Ja, det kan man sige. Men vi mener da også, at det er super godt at bruge dem i skoletjenesten og andre steder og helt generelt som kildemateriale til den bornholmske historie.

Anette Eriksen står sammen med Jørgen Hammer fra Bornholmske Borgerforeningers Samvirke for at rejse midlerne til projektet, og de to har indtil videre formået at få Sparekassen Bornholms Fond til at donere 100.000 kroner.

– Og med sådan en lokal opbakning er vi godt i gang, siger Jørgen Hammer.

– For så er de andre fonde, vi søger hos eller har tænkt os at søge hos, mere trygge ved at være positive. For et sekscifret beløb fra Sparekassen Bornholm rykker på den måde, at det viser, at der er tillid til projektet.

Globaliseringen

Birger Kofod er et fund for projektet, siger han og fortsætter humoristisk:

– Vi andre tre kører gratis med, men han fortsætter straks mere alvorligt:

– For mit eget vedkommende blev jeg bidt af projektet, fordi det kan bidrage til at fastholde en kulturel identitet på Bornholm.

Fordi Jørgen Hammers far var udstationeret for SAS, havde han som barn og ung mulighed for frirejser over hele verden og har været vidt omkring.

– Jeg har været i Fjernøsten, Australien, Afrika, Sydamerika, Nordamerika og det meste af Europa – og jeg har set destinationer, som var vildt spændende. Men jeg må også konstatere, at jeg gang på gang bliver skuffet, når jeg vender tilbage, for det eventyr, det var dengang i 40'erne, 50'erne og 60'erne at rejse ud til de spændende destinationer, er blevet meget udvisket på grund af globaliseringen. Nu går vi alle i det samme tøj, arkitekturen er stadig mere ens, restauranternes menukort er det samme og så videre.

– Eventyret går tabt, og derfor ligger det dybt i mig, at for en destination som Bornholm, som har en kulturel identitet, som også i 1982 var med til at lokke mig hertil til et job, er det vigtigt at holde fast i sine rødder. På den baggrund har det også for eksempel været vigtigt for mig, da jeg kom med i LAG Bornholm (Lokal aktionsgruppe Bornholm, red.) at bidrage til at understøtte, at der bliver genskabt en underskov af bornholmske fødevareproducenter og også at bidrage til at videreudvikle kunsthåndværket. Vi skal mindes og bruge de kulturelle rødder, som kan give mening også i dag, siger Jørgen Hammer.

Jeg har lyst

Georg Julin oplever i sin foredragsvirksomhed rundt om i landet, hvor han blandt andet taler om den fjerde alder og offentlighedens forhold til medierne, stor interesse for projektet med at bevare gamle bornholmske film.

– Da jeg arbejdede for Danmarks Radio, havde jeg for eksempel æren af at interviewe gamle mennesker på over 100 år, og det gav mig inspiration til at se på den erfaring, som de ældre besidder, og som kan give os indsigt i, hvordan vi kan udvikle samfundet for de kommende generationer, siger han.

– Det, jeg har lyst til med det her projekt, er at sikre, at vi opbevarer denne viden, så vi kan bruge den i fælles interesse. Når jeg er ude med Birger for at møde nogle af de gamle mennesker, så kan de forholde sig til udviklingen, som den har været, og fortælle om den, og pludselig får de fuldstændig klare blikke, når de fortæller om deres liv på Bornholm. Det, at de for eksempel forholder sig meget skarpt til deres barndom, giver indblik i nogle fantastiske erindringer om, hvordan de har levet. Det giver de videre til os, og hvordan kan vi bruge de erfaringer i fremtiden? Det er det, vi gerne vil bidrage til med vores projekt, og derfor er jeg gået med i det her.