Damaris kan se din fremtid

Damaris Lau opdagede tidligt, at hun havde fået tildelt nogle særlige evner og gaver. Og i dag oplever hun det som sit kald at hjælpe dyr og mennesker som healer og seer, så de kan blive de mest kærlige og ærlige udgaver af dem selv, som hun siger.

Syv år gammel blev det klart for Damaris Lau, at hun var anderledes end de fleste. En af de første gange, hun bemærkede det og oplevede det, var, da hun under en leg med to andre børn pludselig fik øje på en fugl, som lå stille og livløs på jorden.

– Jeg skal ikke kunne sige 100 procent, om den var død, men den reagerede i hvert fald ikke, siger hun. De andre børn stod nu og tog fuglen i øjesyn, men selv tænkte hun: ”Den skal bare have lidt hjælp”.

– Så jeg løftede den op i min ene hånd og lagde den anden ovenpå, fortæller Damaris Lau og holder som dengang hænderne sammen som en lille kugle.

– Og så bad jeg til universet indeni mig, til universet omkring mig, til guddommen om at give fuglen liv og den hjælp, som det lille væsen her havde brug for. Så åbnede jeg hånden og så fløj den, siger hun og ser op, idet hun løfter håndfladerne fra hinanden.

Hvordan reagerede de andre børn på det?

– De ville jo slet ikke lege med mig bagefter. De blev dødforskrækkede. Og det gjorde jeg jo også - for den måde de reagerede på, siger hun stille.

– Jeg tillagde det jo ikke noget særligt, hvad jeg havde gjort, siger Damaris Lau, der dog i dag er kendt for sine særlige spirituelle evner langt udenfor Bornholm.

Et særligt syn

På Skrædderbakkevejen 8 i Nylars blafrer bedeflag blidt i vinden på vandrette snore, som besøgende må bøje sig under for at komme fra parkeringspladsen og hen til Damaris Laus hus. Her har hun i dag både sin private bolig, sit behandlingsrum og sin såkaldte ashram, hvor hun leder mennesker ind i yogaens, mantraets og meditationens praksis.

På flagene i de mange farver står bønner på skrift med sort, og hver gang en tråd slipper stoffet i vinden, sendes der en bøn afsted, forklarer Damaris Lau og smiler mod rækken af flag.

Bag hende græsser heste roligt, som på hendes fløjt luntende er kommet frem fra deres skjul i baggrunden af grønne vidder og skov, som ses så langt øjet rækker.

– Jeg finder hvile og har det godt her, hvor der er fred og ro, og her forstyrres jeg ikke af alt, som verden taler om, siger Damaris Lau, der helst heller ikke forstyrrer sit sensitive sind ved at se nyheder.

Men her midt i stilheden, fjernt fra verdens larm, har hun siden 2011 boet og udvidet sit virke som såkaldt seer, fortæller hun, da hun har vist indenfor i hendes lille behandlingsrum, hvor alt fremstår lyst og hvidt og venligt. Og selv er hun også klædt helt i hvidt. Men hvad vil det egentlig sige at være seer?

– For mig er det en form for fornemmelse. Men inde bag mine øjne kører der ligesom en film af billeder og fornemmelser, når jeg for eksempel sidder og snakker med dig, siger hun og fortæller hurtigt en række ting om min person og fortid, som rammer skræmmende plet.

– Jeg sætter kun ord på det som mennesket har brug for, og som det selv er åbent for. Jeg arbejder med min umiddelbarhed. For mig handler det om at kunne høre, se, mærke, fornemme og kunne sætte ord på det. Det er jo ikke bare at se tingene. Jeg er også nødt til at have en forståelse for, at selvom jeg kan se, betyder det ikke jeg skal fortælle. Og det er jo en hårfin balance. Jeg fortæller aldrig om død og ulykke! Og jeg stiller mig ikke fordømmende!

Men du kan se folks fremtid?

– Ja, det kan jeg, men jeg er altid meget tilbageholdende med at fortælle om fremtiden. Jeg er jo ikke spåkone. Men jeg ser fremtiden, og deri har jeg et ansvar og ikke mindst en stor respekt og ydmyghed, for den tilgang til verden og mennesker, jeg har fået betroet som en gave. I dag så får jeg til stadighed syn om det, som der kommer til at ske, for både verden, mennesker, naturen mm. Jeg læser også tegn i alt. Det er også det, jeg gør som seer, siger hun og forklarer, at ”guddommen” taler igennem alt.

– Dyrene er jo nogle gange et talerør fra universet for mig, fordi de er rene væsener og derfor rene kanaler. Der er egentlig ikke nogen grænse for, hvad jeg kan se, idet jeg kan praktisere mine evner i alle lag.

Hvordan kan du hjælpe i forhold til en psykolog?

– Jeg tænker, at begge dele er gavnlige til hver sin ting og efter det behov der måtte være. Der findes rigtig mange dygtige psykologer. I særdeleshed dem, som har en indlevelse og en indføling og en intuition, fordi så fornemmer de jo også mennesket, der sidder foran dem, frem for blot at putte personen ind i et skema. Der har jeg det jo modsat, siger hun.

– Det er vigtigt at kunne se hele mennesket. Man behøver ikke fortælle mig så meget, jeg behøver ikke så meget af personens historik, for jeg går ofte ned helt af mig selv og siger, jeg kan se, at der går en rød tråd igennem personens liv, og jeg kan se, at det er det, der kan være årsagen til de mange symptomer, personen fortæller om. Det kan være fysisk eller i form af angst, der pludselig er brudt ud, på grund af noget i fortiden. Mange forskellige årsager. Men jeg tænker også, jeg er særlig god til at sætte ord på det, man har tænkt, men aldrig har sagt højt. Pludselig bliver der sat lys på det, og det bliver forklaret. Der bliver sat ord på nogle ting, som bekræfter noget indeni personen, som måske han eller hun har båret på i årevis.

”Dyrene er jo nogle gange et talerør fra universet for mig, fordi de er rene væsener og derfor rene kanaler”, siger Damaris Lau. Foto: Joan Øhrstrøm

En anderledes barndom

Damaris Lau sidder i den ene af rummets to samtalestole med bare fødder og benene i en form for lotusstilling. De blå øjne, under det mørke hår, er varme og rolige, og stemmen taler i et tempo, hvor der er tid til pauser og eftertænksomhed. På gulvets midte fylder en briks med bløde tæpper lokalet ud, og i det modsatte hjørne står en slags kommode med spirituelle rekvisitter, som på væggen ovenfor ledsages af et kors og et billede af den tibetanske og spirituelle leder, Dalai Lama.

– Du har sikkert lagt mærke til, at jeg ikke bruger ordet clairvoyant. Det har for mig personligt noget med æstetik at gøre. Ordet clairvoyant er desværre blevet et meget slidt ord i dag, og det kan man uddanne sig til at være. Men en seer, i min optik, er ham eller hende, som har det medfødt fra begyndelsen, forklarer hun.

Selv er hun født i Vamdrup, og har med sin egen formulering haft ”en anderledes, men berigende opvækst”. For da hun var ganske lille, flyttede forældrene med hendes to meget ældre søstre til Bornholm, og i løbet af opvæksten nåede hun at bo et utal af steder både på landet og i byen, men mest omkring Åkirkeby – først med begge forældre, siden kun med moren, inden hun som 13-årig kom på børnehjem og senere i plejefamilier.

– Det, som udløste min nye rejse i livet, var, fordi jeg stak hjemmefra på et tidspunkt, siger hun og fortæller at tilstanden derhjemme blev værre på grund af hendes moders ulykkelige tilstand og alkoholproblem.

– Min mor var en fantastisk dygtig kunstner. Men hun fik aldrig anerkendelsen for det, nok grundet hun havde sit periodiske alkoholmisbrug. Det gjorde, at hun havde svært ved at opretholde en normal hverdag. Hun var af natur et kærligt vidunderligt menneske, men ødelagt af sit misbrug, siger Damaris Lau og fortæller, at faren derimod begik sig indenfor ridekunstens verden.

– Han arbejdede blandt andet hos Fannike i Rønne, men var berider, så derfor er jeg vokset op med heste, og da han siden flyttede tilbage til Jylland, efter mine forældre blev skilt, blev han en meget dygtig og anerkendt berider, og underviste i klassisk ridekunst. Heste var hans ét og alt.

Besøg af engle

Heste har også altid været en rød tråd i hendes liv, og som barn blev naturen og dyrene omkring hende hurtigt et særligt helle.

– De særlige omstændigheder derhjemme gjorde, at jeg som barn søgte meget ud i det fri. Og det ene sted, hvor vi boede, stak jeg ofte af, når jeg vidste alle sov og sov selv i stedet ude hos hestene, når jeg kunne komme til det. Min kærlighed hentede jeg særligt hos dyrene og naturen, fortæller Damaris Lau, som også tidligt oplevede en åndelig form for omsorg og gensidig kærlighed derigennem.

– Det har været en berigende gave, trods udfordringerne, en vigtig lære og styrke til min senere tid i livet. Min barndom igennem blev jeg besøgt af engle, lamaer, munke og andre væsner, som stod hos mig i silhuetter om aftenen til tider, hvis jeg var bange eller ikke kunne sove, og særligt når jeg havde brug for retvisning. Jeg har altid følt mig forbundet til universet og guddommen omkring mig, til universet og guddommen indeni mig, siger hun.

– Uophørligt. Det har været kernen i mit liv.

Valgte selv dåben

Dog har Damaris Lau aldrig bekendt sig til én bestemt form for tro eller religion. For ”det, som er ens nord i livet” er noget, som ifølge hende bør udleves i ydmyghed og stilhed. Alligevel var det som barn af stor betydning for hende at blive døbt i kirken.

– Mit navn er bibelsk, men jeg blev ikke døbt som spæd. For familien på min mors side var Jehovas vidner, og da hun lærte min far at kende, var hun stadig en del af det, men siden brød hun med sin religiøse baggrund og valgte det fra.

Men som syvårig valgte Damaris Lau selv dåben til.

– Da jeg var syv år, gik det op for mig, at jeg var anderledes end andre, og jeg blev døbt det år i Aa Kirke, siger hun og smiler, mens mindet ruller forbi hendes indre skærm.

– Det var rigtig dejligt for mig, kan jeg huske, jeg syntes, det var fantastisk at få lov til at blive døbt og sige mit eget navn højt. Noget blev komplet indeni i mig den dag.

Siden blev hun også gennem sin daværende gamle nabokone bekendt med betydningen af sit bibelske navn.

– Hun var meget religiøs og læste i Bibelen hver dag, og der var ingen tvivl om, at hun så noget særligt i mig. Hun bevidnede som tæt nabo min dagligdag, hvordan jeg havde det, og ofte kom jeg over til hende og fik et stykke brød eller kage. Og en dag kaldte hun mig over, og så viste hun mig, at hun vidste, at jeg var blevet døbt et helt specielt navn, som stammede fra Bibelen.

Sådan fandt hun ud af, at hendes navn optræder i Apostlenes gerninger kapitel 17, sidste vers, hvor der står, at Damaris var en kvinde, der kom til tro på Jesus og gik ud for at fortælle om budskabet.

Det glemte Damaris Lau imidlertid alt om, husker hun.

– Indtil jeg så blev voksen og var startet op med mit virke, siger hun og ser op.

– Men som barn besøgte jeg også mange ældre mennesker i området som min nabokone. Det var nok de bedste venner, jeg havde, for jeg havde det lidt svært socialt med børn. Jeg fandt dog nogle gode veninder, som jeg havde periodevis, og jeg elskede at sove hos andre og gik meget op i, hvad vi skulle have at spise.

Men som barn fik hun heller ikke madpakke med i skolen som andre børn.

– Det fik jeg først, da jeg kom i plejefamilie. Det var helt fantastisk!

Damaris lyser op i et stort smil.

– Jeg spiste den på vej til skole. Jeg var så overvældet af glæde, for det var så stort for mig, og jeg følte mig som noget helt særligt over den fornemmelse af at få madpakke med, ligesom de andre havde i klassen, siger hun.

– Førhen, når de andre gik ud til frikvarter, fiskede jeg jo ellers deres æggemadder op af skraldespanden. De fejlede jo ingenting.

Altid en årsag

Når Damaris Lau fortæller om sin barndoms bagage, er der ikke skyggen af bebrejdelse eller et udtryk for at være et offer at spore i hverken hendes stemme eller blik. Derimod er det med en vis tøven, at hun deler ud af den del af sit liv, indrømmer hun.

– En af grundene til, at jeg altid har været tilbageholdende med at fortælle om det, er, at der i min optik ikke findes mennesker, som er onde. Og jeg vil helst ikke at andre skal føle medlidenhed for mig eller dømme min moder eller misforstå. Min rejse har for mig været vigtig og berigende som en ekstra indsigt i følelser og forståelsen af mennesket, et supplement til mine evner. Jeg tror på, at vi alle ønsker at være den kærligste udgave af os selv. Men der er bare mennesker, som på ulykkelig vis, ikke magter eller evner opgaven på grund af det, de selv er vokset op med. Min mor voksede for eksempel op i et hjem med Jehovas Vidner, så det at tage den rejse og turde at bryde med det var i sig selv dybt traumatisk for hende. Der er altid en årsag, så vi må ikke fordømme hinanden, siger Damaris Lau.

– I mange år havde jeg ikke kontakt til min mor. Det var jo ikke min mor jeg valgte fra dengang, det var jo hendes alkohol. Og jeg føler en dyb taknemmelighed over, at vi nåede at tage afsked med hinanden på en smuk og kærlig vis, inden hun døde. I dag føler jeg stadig en ubeskrivelig kærlighed til begge mine forældre og mine søskende og selvfølgelig især til mine forældre, for de er jo årsag til, at jeg sidder her i dag med dig og kan dele det her til andre, som måske også har haft en udfordrende opvækst.

Selv tror hun også på, at vi ikke bliver givet flere byrder, end vi kan klare, som et bibelsk ordsprog siger. Og at vi har et valg midt i alt det svære.

– Vi er ikke herre over, hvad vi møder, men hvordan vi vælger at bruge de ting, som vi har fået af erfaring i vores liv. Således kan du enten vælge at styrkes, vokse og tage ansvar for dit liv eller stille dig som et offer af din fortid, mener hun.

– Alle bærer vi på en historie. Og noget kan man måske diagnosticere som værende ganske forfærdeligt og traumatisk og så videre. Men jeg forstod virkelig igennem mit hjerte at det, min mor gjorde, ikke var optimalt som forældre, men at der jo var en årsag til det, hun gjorde, og vigtigst, at det ikke var imod mig hun gjorde det, men på grund af sin egen ulyksalighed og sit misbrug.

Kærligheden gør forskellen

Du har et kors hængende her i klinikken. Hvad symboliserer det for dig?

– Jeg havde tidligt en utrolig forbindelse til Kristus/Jesus, og for mig symboliserer korset livets veje, men også nord, syd, øst og vest, siger hun og tager det lille trækors på væggen i øjesyn.

– Og så står det for livet og for ånden og indeni midten universet og nulpunktet, essensen af det hele, der hvor det hele krydser, og så står det både for livet og for døden for mig, ligesom det minder mig om, at det altid er kærligheden, der gør forskellen, når jeg ser Kristus på korset, siger hun og tier lidt.

– Det var det, han ønskede at vise os. Kærligheden gør altid forskellen, siger hun.

– Kristus præsenterede ved sin korsfæstelse den totale ultimative kærlighed som et levende væsen kan have til sine medmennesker. Også når de begår fejl, også når de er anderledes, og også når de ikke forstår. For kunsten er ikke at begå dig kærligt der, hvor kærligheden er. Kunsten er netop at begå dig kærligt der, hvor kærligheden ikke eksisterer.

Og hvordan gør man det?

– Øver dig hver dag, smiler hun roligt.

”Ved alteret inde i ashrammen, som jeg går indtil hver morgen, efter at have ringet dagen ind med både Buddha, kors og lys, bøjer jeg mit ansigt for guddommen og takker for min eksistens og det liv, jeg her har,” siger Damaris Lau. Foto: Joan Øhrstrøm

– Jeg tænker, hvis du evner kærligheden i dig, og et menneske ikke evner kærligheden, så svarer det til, at du bærer på et tændt lys med en flamme, og at den anden bærer et lys, hvor vægen blot har en svag glød tilbage. Så bliver din flamme ikke mindre af, at du rækker dit lys omsorgsfuldt hen til den andens svage glød, så den anden påny kan rejse sin flamme. Det er sådan set det arbejde, jeg gør. Mit arbejde er at skabe balance, og tilføre balancen hvor der er ubalance, dette i alle lag, siger Damaris Lau, som samtidig også selv finder hjælp i Buddhas lære, når det handler om at træne sindet til at begå sig kærligt.

– Det kræver selvdisciplin og vedholdenhed hele tiden at våge over sine gerninger og sit sind. Jeg har også, som du kan se, Dalai Lama hængende, som også symboliserer kærlighed, medfølelse og empati, det inspirerer mig også til at opretholde min daglige praksis med bøn og meditation hver dag og fysiske øvelser.

Buddha og Jesus

Således har buddhismen hjulpet hende til at kunne opretholde en renere og mere klar kontakt til det Guddommelige, forklarer hun.

– Jeg kunne slet ikke have været foruden buddhismen eller foruden Jesus/Kristus eller andet, jeg har fået skænket igennem mit liv, for det hele hænger sammen. Alt sammen har det forædlet min spiritualitet, og knyttet mig tættere til guddommen/universet

Tror du der er en mening med livet her på jorden?

– Ja. Det tror jeg. Men jeg tænker, den er individuel for os alle sammen. Jeg tror ikke, der er ét ord for det, som er bindende. Jeg tror på, at vi alle er på gennemrejse, fordi vi finde styrken i at kunne være en kærlig version af os selv, uanset hvor eller hvem vi er sammen med. Hver har vi et kald i livet

Men alle har vi en dybere spiritualitet iboende i os, mener hun.

– Ethvert levende væsen er forbundet til guddommen og universet omkring sig og til universet indeni sig. Uophørligt, siger hun og tilføjer:

– Men spørgsmålet er, hvornår du opdager det.

Hvad tror du der sker, når vi dør?

– Så vil jeg jo tillade mig at svare, det skal jeg fortælle dig, når jeg kommer derover, siger hun og smiler lidt hemmelighedsfuldt.

– Det synes jeg skal have lov at stå, i respekt for guddommen. Og så er det også i respekten for, at jeg på en måde føler, at jeg mere lever et åndeligt liv end et levende liv, mit liv og min gøren er for mig mit kald.

Føler du dig aldrig ensom herude?

– Nej, svarer hun med smil i øjnene.

– Jeg har et meget rigt liv her. Her er jeg i ét med det hele, her er mit ly fra verden. Stedet her har ventet på, at jeg skulle komme. Bygningen var en gammel svinelænge, jeg har bygget det hele op fra bunden af. Stedet blev mig vist, at det var her det skulle være, siger hun og viser ved interviewets afslutning ind i det store rum overfor, hvor mørkerøde måtter og puder ligger som linjer på gulvet, der fører øjet frem til alteret allerforrest. Rummet er indrettet som en såkaldt ashram, som i sin grundbetydning betyder ”ly for dagligdagen” eller ”rum for spirituel vejledning”, forklarer den bornholmske seer, som hver dag tilbringer en del af sit faste morgenpraksis i det rolige rum.

– Ved alteret inde i ashrammen, som jeg går indtil hver morgen, efter at have ringet dagen ind med både Buddha, kors og lys, bøjer jeg mit ansigt for guddommen og takker for min eksistens og det liv, jeg her har, ligesom jeg beder og tænder lys for at et hvert levende væsen måtte helbredes og opnå lyksaligheden, og at mennesket måtte lettes for pinsler og lidelser. Selv praktiserer jeg bøn og meditation og et yogaprogram.

Det er også her ved ashrammens alter, at hun går i forbøn for folk, fortæller hun.

– Der er mennesker, der ringer og beder om jeg vil gå i forbøn for dem, når de for eksempel skal opereres, rejse eller til eksamen eller andet. Så skriver jeg både i min bønnens bog og taler til guddommen for vedkommendes sag og beder om helbredelse med øjeblikkelig virkning, fortæller Damaris Lau, som altså ikke kun lader de udendørs bedeflag afgøre antallet af bønner, der sendes ud.

– Bagefter lukker jeg op for hønsene, og så er det dyrene, der skal håndteres. Derefter har jeg telefontid, og min arbejdsdag begynder med klienter.

Kan du også hjælpe folk, der ikke tror på andet end deres sanser?

– Ja, flyver det ud af hende.

– Det er ingen hindring. Blot man er åben for forandring.

Selv er hun heller ikke snæver i hendes forståelse af det guddommelige.

– For mig er det også guddommeligt at passe sine ting ordentligt, at udføre sin dagligdag og sit arbejde samvittighedsfuldt eller behandle sin virksomhed, sine børn eller dyr kærligt, det er guddommeligt for mig. Så derfor kan jeg møde alle mennesker, uanset om de tror på noget eller ej. For jeg har en uophørlig kærlighed til alle. Det er så nemt, smiler seeren.

En pludselig åbenbaring

I dag er det længe siden, hun fandt hjem i sit virke som seer, og påbegyndte den ensomme rejse, som hun kalder den. Men Damaris Lau levede engang også et almindeligt borgerligt liv, hvor hun blandt andet ernærede sig som butiksassistent, med rengøring og ved siden af tog hun ud til små familier og klippede hele familien – for 50 kroner og mod at spise med familien til aftensmad. Hun har en voksen søn fra et tidligere ægteskab, og først efter skilsmissen begyndte hun så småt at tage imod folk som alternativ behandler i 1996.

– Dengang havde jeg stadig svært ved at tage penge for det, og jeg havde nok heller ikke fundet helt på plads i mig selv efter skilsmissen. Men så blev jeg skænket en åbenbaring, som vendte op og ned på alt og en rejse begyndte, siger hun og lyser op:

– En helt utrolig smuk, kærlig og særlig åbenbaring af guddommen i sin helt egen karakter. Den er svær at beskrive… det var et syn, siger hun og tøver lidt, inden hun alligevel beskriver, hvordan et væsen viste sig for hende.

– Jeg sad i mit daværende køkken, det var aften, og jeg sad ved stearinlysets skær og var halvvejs ved at falde i søvn, og op ad gulvet kom der et enormt væsen, som lignede Holger Danske. Hele rummet blev fyldt ud af det væsen mange meter op. Og i min optik var det guddommen. Og i synet rakte væsenet hænderne ned og løftede mig nænsomt og stærkt op imod himlen og universet, fortæller hun og fortsætter:

– Og jeg kunne mærke den ubeskrivelige kærlighed, der strømmede igennem mig fra universet og igennem mig og til guddommen. Det hele var ligesom forenet, og det blev mig vist, at jeg var en del af planeterne og månerne og stjernerne, alt på en gang. Og væsenet sagde således til mig med al sin kærlighed og styrke, at nu var tiden kommet til at tjene guddommen, menneskene og alle, der måtte behøve det, når jeg om et øjeblik skulle træde ud af synet, og nu med al den kærlighed, jeg ikke selv havde fået tildelt, skulle jeg uophørligt og utrætteligt sørge for at dele ud af den til alle levende væsner, der havde brug for det. Alt var helt naturligt for mig, fordi jeg forstod det så godt. Og derfra vidste jeg, hvad jeg skulle. Et kald blev mig tildelt. Alt blev en enhed for mig, og alt gik helt af sig selv, fortæller Damaris Lau, som hurtigt blev mediestof.

– Det hele gik bare med 1000 kilometer i timen. Simpelthen.

Kunsten at prioritere

I nogle år arbejdede hun også på Sjælland, ligesom hun rejste til udlandet for at hjælpe folk og deltage i forskellige TV-udsendelser, og pludselig havde hun næsten to års ventetid.

– Det var jo helt forfærdeligt nærmest, siger hun og slipper et lille suk.

– På den rejse opdagede jeg vigtigheden i at prioritere min tid og huske at passe på mig selv, så jeg ikke blev en dårlig slidt udgave af mig. For det var mit jo ansvar at være en optimal udgave af mig selv. Og jeg fandt ud af, at det gør man blandt andet ved til tider at huske og sige ”fordi jeg kan, betyder det ikke, jeg skal”. Dit ego er hele tiden i fare for at blive fristet, især med alt den opmærksomhed jeg på ganske uønsket vis fik. Og for at være et godt redskab uanset, hvad du har med at gøre i dit liv, så skal du spørge dig selv, hvad er dit motiv? Det er jo sindstræning hele tiden.

Udenfor Damaris Laus hus hænger der bedeflag, og hver gang en tråd slipper et flag i vinden sendes en bøn afsted, forklarer hun. Foto: Joan Øhrstrøm

Sådan er sætningen ”Fordi du kan, betyder det ikke, du skal” blevet et af hendes egne elskede citater.

– I dag er der så mange tilbud. Der er så meget, du kan, muligheder og tilbud. Der er så meget, du kan lave om og ændre. Men det er ikke sikkert, det er det bedste. Det er ikke sikkert, det bringer dig til at blive en bedre udgave af dig, siger Damaris Lau, som i sit liv som seer netop har erfaret, hvordan mange mennesker i dag er kommet langt væk fra at være en god version af sig selv.

– Og det er derfor, man kommer hos mig. Det er netop for at blive en endnu bedre og udgave af dig selv og finde hjem i dig selv. Og hvem ellers kan du være end dig selv? Hvad ville Kristus have sagt til dig? spørger hun og holder blikket.

– Han vil måske sige - søg hjem i mit hjem indeni dig. Der, hvor jeg er iboende indeni dig, der er dit hjem af kærlighedens rum. Der finder du dig.

Hvordan gør man så det rent praktisk..?

– Der er jo virkelig mange måder, men vedholdenhed, selvdisciplin og at være tro imod sig selv og huske at bevare jordforbindelsen på din rejse. Jeg synes jo, at yogaen er helt unik og fantastisk, forklarer hun og fortæller, at yoga faktisk betyder forening. Det er broen imellem åndedrættet, ånden, livet og kroppen.

– Jo mere du praktiserer yogaen, des mere du er til stede og nærværende i yogaen og jo oftere, du praktiserer det, jo mere eliminerer du støjen i kroppen. Jo bedre velvære lander du også i. For når du fjerner støjen indeni kroppen, så kan du også bedre mærke dig selv, se klart og handle mere kærligt. Du kommer i fuld kontakt med dig selv indeni din stamme indeni dig.

Og hvad er støj i din optik?

– Jamen, det er jo … verden omkring os, griner hun.

– Almindelig tankestøj er jo støj i sig selv, og det påvirker vores miljø indeni kroppen og miliøet omkring os. Kroppen lytter jo altid med. Altid. Og netop derfor bærer den din historik i sig. Derfor tilbyder jeg blandt andet også dybdemassage. En særlig dybdemassage, som kan være en samtale uden ord, hvor jeg forløser de bundne energier, der kan stå i kroppen.

Ét med universet

Selvom hun mediterer hver dag, kan hun dog også selv have støj i sindet.

– Jeg kan også have temperament, og jeg kan godt blive meget berørt af ting, jeg har utrolig meget let til tårer. Jeg er faktisk ekstrem skrøbelig. Mange oplever mig som en stærk kvinde, og det er jeg også på mange måder, men jeg har også en dyb skrøbelighed. Jeg har et hjerte, jeg aldrig lukker ned for. Jeg har ikke et filter, som de fleste har, fordi alles liv og hele verden går igennem mig. Hvis jeg lukker ned for det, så kan universet jo ikke gå igennem mig og tale til mig, siger seeren, som gerne vil hjælpe andre til at lade lyksaligheden vokse i livet.

– Du kender sikkert det ordsprog, som hedder ”Den hund, du fodrer mest, vokser mest”. Det er jo sådan, det er. For fodrer du lyksaligheden mest med taknemmelighed og glæde, så er det den, der gror. Fodrer du det negative med det negative, så er det det, der vokser.

Hvor finder du selv størst glæde?

– … og lyksalighed? Det er svært, siger hun og lader blikket hvile længe i retning af lyset udenfor, inden hun svarer.

– Jeg tror, jeg finder min lyksalighed i mit enerum med guddommen, siger hun så.

– For det vigtigste for mig er at kunne tjene guddommen og få min anerkendelse der, fremfor hos menneskene. Det er mig langt vigtigere.

Hun tænker lidt.

– Og det gør mig lykkelig og bidrager til min lyksalighed at se min søn har et godt liv eller at mine katte er sunde og raske. At du går herfra med det, du følte, du kom her for. Det gør mig glad, siger hun og inhalerer tavsheden mellem os.

– Men at være i ét med universet indeni mig, med guddommen, det er det største.

Blå bog
Damaris Lau. Født 1969. Har siden 1996 levet af sin selvstændige virksomhed, hvor hun blandt andet tilbyder clairvoyant rådgivning, samtaleterapi, yoga, meditation, healing og aioui (yogisk dybdemassage).

Er desuden foredragsholder og forfatter til bogen ”Vejen hjem”, ligesom hun har lavet en række podcast. Hun har en voksen søn fra et tidligere forhold.