Det fortalte Suzanne Ringsted fra Rønne Byforenings bestyrelse ved onsdagens generalforsamling, da man skulle overrække årets pris for en veludført istandsættelse. Prisen gik til Jensens Bageri i Lille Madsegade. Prismodtageren, bagermester Michael Hansen, var imidlertid ikke til stede, men vil få overrakt prisen, når bageriet åbner igen i næste uge efter ferie.
Jensens Bageri gennemgik i vinteren 2021 en større renovering. Her fik også facaden en omgang, hvilket blandt andet indebar, at indgangspartiet blev flyttet til hjørnet, som man også kan se på gamle billeder, at det oprindelig har været.
Den renovering synes man i byforeningen er så vellykket, at den fortjener en pris. Den består dels af et diplom og dels af en keramikkakkel.
Denne kakkel blev givet til prismodtagere for år tilbage og genoplives nu. Til kaklen, der er udformet af keramikeren Ulla Garn på Hjorths Fabrik, blev der fremstillet en form – og denne er nu genfundet, og kaklen er genfremstillet i foreløbig fem eksemplarer. Den første tilfalder Jensens Bageri.