Bæredygtigt kunsthåndværk truet på overlevelsen
Der er 80-90 medlemmer i den bornholmske vævekreds. Men tallet er faldende, og væverne har svært ved at fange de unge. Det ærgrer Signe Delgren, der har vævet i 40 år.
Signe Delgren har vævet i 40 år. Væven er placeret i rummet ved siden af stuen, og her tilbringer Signe mange timer med at væve blandt andet viskestykker, kludetæpper og plaider.
– Jeg væver om formiddagen. Når jeg har gået med min hund og nusset lidt rundt, så tænder jeg radioen og sætter mig ved væven. Så tænker jeg ikke på noget som helst andet end det, siger hun.
Lige nu er Signe Delgren i gang med at pakke ned til den årlige salgsudstilling i Pedersker Kirkemølle. Bag udstillingen står Vævekredsen på Bornholm, som ifølge Delgren har mellem 80 og 90 aktive medlemmer, fordelt på syv vævestuer rundt om på øen.
Mange vævere er inspireret af en slægtning eller en veninde. Men Signe startede fra bunden.
– Jeg tog et kursus hos en væver i Pistolstræde, og gik der i fem år. Det var meget spændende, det hele. Jeg mødte mange søde mennesker, vi snakkede om alt muligt.
320 tråde på tværs
Signe Delgren blev så grebet af vævearbejdet at hun købte sin egen væv.
– Den første var en gammel trissevæv. Men det var ikke mig. Det var for ujævnt og det var for svært at få skytlen igennem, siger hun.
Skytlen er det redskab, der fører trenden gennem trådene på tværs af væveretningen.
Kort tid efter investerede Signe i en Glimåkra væv med kontramarch. Kontramarch er en opbinding, der er lettere at væve med. Men den var for lille, viste det sig.
– Den var 120 centimeter bred. Så købte jeg en, der var 145, og den har jeg endnu, siger Signe Delgren.
Hun startede med at væve kludetæpper.
– Så kunne man se, der skete noget, siger hun.
Senere er puder, tæpper, duge og plaider kommet til.
Vævning er et kunsthåndværk, der kræver tålmodighed, bekræfter Signe Delgren. Det tager som regel en dag at sætte trådene op, inden man kan gå i gang med arbejdet. 320 tråde på tværs, og så kommer dem ned til tramperne oveni. Men når det hele er på plads, kan man væve et viskestykke om dagen.
Signe Delgren sælger et viskestykke i drejl for 250 kroner.
– Jeg væver rigtig mange viskestykker, for dem ved jeg, jeg kan sælge. De er ret dyre, men folk køber ofte et par stykker, siger hun.
Signe Delgren væver plaider i uld. Foto: Anette Vs
Kludetæppe af gammelt sengetøj
Vævekredsen på Bornholm mangler unge medlemmer. Det er et problem, siger Signe Delgren.
– Det er svært at få de unge med. De har ikke tid. Det kræver jo virkelig også et rum, hvis man vil væve hjemme.
- Hvad skal der til for at få de unge med?
– Det snakker vi om, men vi ved det ikke. Det kræver som sagt tid.
Et argument kunne være bæredygtighed. I disse tider, hvor man taler så meget om genbrug og biodiversitet, står væven ud som et rent dydsmønster. Det er naturmaterialer, man bruger, når man væver. Der er næsten intet spild. Et viskestykke i drejl er næsten umuligt at slide op. Og man kan anvende gamle tekstiler, når man væver.
Som nu det kludetæppe, Signe Delgren arbejder på i øjeblikket. Det er lavet af strimler af gammelt sengetøj.
– Det er gamle lagner og dynebetræk, som jeg får af folk, der er søde at give dem til mig. Og så river jeg dem i strimler og væver et kludetæppe.
– Hvor langt bliver det?
– Det bliver så langt, som der er strimler til, lyder det fra den garvede væver.
Man kan møde Signe Delgren og seks andre bornholmske vævere i Pedersker Kirkemølle fra 4.-24. august.
NYT JOB
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration