Advarer: Lad ikke fremmede gå på rov på dine marker

Gennem de seneste år er der gået mere eventyr og skattejagt i metaldetektorjagten, som burde handle om historie og arkæologi, advarer Bornholms Museum de lokale lodsejere.

Du kender det nok, at telefonen ringer, du tager den måske, selvom det er et ukendt nummer, og i den anden ende er en charmerende telefonsælger, som siger alle de rigtige ting, om hvorfor du skal skifte dit telefonabonnement ud med et andet, der er langt, langt bedre.

Sådan oplever flere af de bornholmske lodsejere, at fremmede mennesker ringer til dem og spørger, om de må gå på jagt med metaldetektoren på deres jord. Det fortæller René Laursen fra Bornholms Museum, som fraråder, at man giver tilladelse til folk, man ikke kender eller har mødt i virkeligheden. Men det er faktisk ikke så nemt, mener han.

– Der er så meget snak om landbruget, og det bliver ofte meget udskældt, og derfor har landmændene nok en tendens til gerne at ville sige ja, fordi de gerne vil have et godt forhold til folk, forklarer han.

Og det havde en lodsejer da også lyst til for nylig, da en navngiven person henvendte sig og spurgte om tilladelse til at gå på metaljagt på hans jord. Personen fortalte, at de var i kontakt med museet, og at de nu bare manglede tilladelse fra lodsejeren.

– Så ringede han til os og spurgte, om vi kendte noget til den person. Men vi havde aldrig hørt om en person med det navn, fortæller René Laursen, som blandt andet anbefaler, at man gør netop det, hvis man bliver kontaktet på telefonen.

– Det kan måske være svært at sige nej, men man kan altid udbede sig betænkningstid, og så kan man ringe til os på Bornholms Museum og få valideret oplysningerne, fortæller han.

Han understreger, at det ikke er et stort og presserende problem, men at det er et klassisk eksempel på de få, der ødelægger det for mange.

Oplysninger kan gå tabt

Der har nemlig igennem mange år været en god aftale mellem lodsejerne og de bornholmske fritidsarkæologer, som var blandt de første i landet til at tage metaldetektoren i brug i slutningen af 1980’erne. Gennem mange år leverede øen op til en tredjedel af landets samlede danefæ, og i denne periode opstod en uskreven regel om, at lodsejeren skulle tilbydes halvdelen af en eventuel danefæ-dusør.

Fritidsarkæologerne var drevet af interessen for arkæologien, og da landmanden lagde jord og afgrøder til, virkede det naturligt at dele. Den uskrevne regel er siden blevet en del af det etiske regelsæt i foreningen De Bornholmske Amatørarkæologer.

– De seneste år har der været meget medieomtale på spændende fund, og interessen for at bruge metaldetektor til at tage på eventyr og måske finde en skat er bare gået opad. Så rejser folk måske rundt i Danmark, og for mange kan Bornholm virke eksotisk og være et sted, der skal krydses af på kortet, fortæller René Laursen.

Det betyder måske, at der dukker detektorfolk op i grupper, som beder om tilladelse til at gå på de bornholmske lodsejeres marker, men som ikke kender noget til de lokale retningslinjer, og som måske tager ting med historisk betydning med væk fra øen, hvorefter de dukker op et andet sted i landet.

Udover at lodsejeren ikke får del i en potentiel dusør, så betyder det også, at nogle ting måske bliver registreret forkert, og at de ikke bidrager til en større forståelse af den bornholmske historie, men måske ender med at skabe forvirring andre steder i landet. Fund skal nemlig altid registreres med koordinater.

– Man kan jo finde hvad som helst; skrot, affald eller gamle dele fra landbrugsmaskiner. Men man kan også finde smykker, mønter eller andre ting fra oldtiden, der er blevet tabt, og som kan bidrage til en større forståelse af fortiden.

Da der er offentlige registreringer af alle fund, der er gjort hidtil, er det dog ganske nemt at finde ud af, hvor der tidligere er fundet værdifulde ting, og det er eksempelvis den slags steder, detektorfolk rejser til Bornholm for at besøge.

Nej til folk ovrefra

René Laursen og Bornholms Museum har nu på forespørgsel fra de bornholmske lodsejere udsendt en række gode råd til at håndtere forespørgsler fra detektorfolk.

Her fremgår det blandt andet, at de anbefaler, at man siger nej, hvis forespørgslen kommer fra en ikke-herboende person. Det kan lyde lidt groft, men det er ikke ment på den måde, fortæller han.

– Vi siger ikke, at alle der bor i resten af landet er nogle banditter, og i princippet betyder det ikke noget, hvor folk kommer fra, men det her er normalt en hobby, der kommer med en særlig tilknytning til et område, så det er mest naturligt, at de der gerne vil hjælpe til med at afdække historien bliver i deres egen landsdel, forklarer han.

Han mener også, at der er en naturlig nysgerrighed omkring den bornholmske historie for herboende, ligesom aftaler og gode relationer med lodsejere af gode grunde betyder mere for mennesker, der også kan have gavn af det i fremtiden.

I modsætning til skattejægere, som bliver lokket over vandet af de mange fund, der tidligere er gjort her på Bornholm.

– Bornholm er et lille område, men der er en ret stor fundtæthed, som betyder at der er gjort mange fund på et mindre areal, og særligt for 10-15 år siden var der en opfattelse af, at hvis man skulle finde skatte, så skulle man komme til Bornholm. Det er heldigvis ikke så slemt mere, fortæller han.

Han understreger, at detektorfolk ovrefra på ingen måder er et problem, hvis de sørger for at aflevere fund på rette sted og med koordinater, så oplysningerne ikke går tabt.

– Men grundlæggende er det en god ide at bede om betænkningstid, for det er svært at trække et ja tilbage, og hvis der er nogen, der finder noget og tager det med videre uden at sige noget, så er der ikke nogen, der kontakter lodsejer og siger, at det er fundet på din grund.

Det handler meget om tillid, når man giver tilladelse til at lede efter skatte på marken, og derfor kan et fysisk møde og en skriftlig aftale være en god idé i nogle tilfælde.

– Men hvis man allerede har en god mundtlig aftale, og der ikke er nogle problemer, så behøver man ikke ændre på det, forklarer René Laursen.

Gode råd, hvis detektorfolk kontakter dig

Sig aldrig ja med det samme, når du bliver spurgt om tilladelse til at gå på dine marker, medmindre du kender og stoler på vedkommende.

Bed om vedkommendes kontaktoplysninger (navn, adresse og telefonnummer) og fortæl, at du gerne vil tænke over det og ringer tilbage.

Er der tale om en ikke-herboende person, anbefaler vi et ”nej-tak”. Du behøver ikke at begrunde dit afslag. Muligvis er der en af de kendte, lokale, som er mere troværdig, som du hellere vil lade gå på dine marker.

Kontakt Bornholms Museum, som kan oplyse, om personen er kendt af museet eller De Bornholmske Amatørarkæologer. Er dette ikke tilfældet, kan du vælge at afvise personen, eller opfordre ham/hende til at henvende sig til museet, før du eventuelt giver din tilladelse.

Giv aldrig din tilladelse ved telefoniske henvendelser, men bed personen møde personligt op.

Spørg ind til, hvad der sker, hvis der bliver gjort fund, herunder danefæ, og om du kan forvente en andel af dusøren. Alle fund, også ikke-danefæ, bør afleveres til Bornholms Museum. Du har som lodsejer krav på at se, hvad der bliver fundet, inden aflevering til museet.

Hvis der er enighed om betingelserne, herunder deling af danefæ-dusører, anbefaler vi skriftlige aftaler, da mundtlige aftaler er svære at bevise. Det skal her bemærkes, at der kan gå flere år, fra Nationalmuseet modtager genstande til danefævurdering, til der bliver udbetalt en dusør til finder. Til den tid kan finder have ”glemt” en mundtlig aftale og være over alle bjerge. Skabelon til dele-aftale kan fås ved henvendelse til Bornholms Museum. Har du allerede en aftale med en detektorbruger, som fungerer til alles tilfredshed, er en skriftlig aftale ikke nødvendig.

Aftal gerne med detektorbrugeren, at han/hun sender en SMS, hvornår han/hun planlægger at gå på dine marker. Så er du ikke i tvivl, hvis du ser nogle på marken.

Hvis du ser ukendte personer på dine marker, bør du tage kontakt og sikre oplysninger (navn, adresse, nummerplader) og inddrage eventuelle fund, eventuelt med hjælp fra politiet.

Hvert fund kan kun findes én gang, og hvis det går tabt, mangler der en lille del af puslespillet om Bornholms forhistorie.

Kilde: Nyt fra Bornholms Landbrug og Fødevarer