Mandag ankom årets skuespillertrup til Bornholm for at forberede årets sommerrevy i skoven. Forestillingen, der har fået titlen 'Vi tager bladet fra munden' har premiere den 28. juni, og direktør- og skuespillerduoen Gunvor Reynberg og Søren Hauch-Fausbøll vil gerne fortælle lidt – men ikke for meget – om de tanker, der ligger bag årets tekster.
– Omdrejningspunktet er natur, klima og miljø, uden at det skal blive for alvorligt. Hvad er det for en jord, vi efterlader til vores børn. Og da jeg sad og kiggede på det gamle egetræ der, så tænkte jeg: Det var jo et ungt træ, under bondeoprøret i 1658. Vi rykker sgu skoven ind på scenen, siger Gunvor Reynberg peger på et gammelt egetræ på plænen foran Christianshøj.
– Jeg har hørt rygter om, at Onkel Reje bliver nævnt?
– Ja han bliver nævnt. Sammen med en anden person. Og vi taler også om al den virak, der har været, og al den angst, der er for noget, som ikke er noget at være bange for, siger Søren Hauch-Fausbøll.