Tyveknægte gik på juleferie

NOTITS | 27. DEC 2024 • 16:00
NOTITS
27. DEC 2024 • 16:00

For fjerde år i træk har de langfingrede afstået fra at arbejde juleaften. Så vidt vides.

– Indtil videre har vi ikke fået nogen anmeldelser om indbrud. Så det håber vi selvfølgelig er udtryk for, at der ikke har været nogen. Men det kan naturligvis være, at der kommer anmeldelser, når folk er hjemme fra juleferie, siger Lene Bidstrup, der er pressemedarbejder ved Bornholms Politi. Senest der blev anmeldt indbrud på Bornholm efter juleaften var dermed tilbage i 2020.

På landsplan har politiet dog haft noget at lave, når det kommer til efterforskning af indbrud. Juleaftensdag fik politikredsene 50 anmeldelser om ubudne gæster. Juledag var det 67, og 2. juledag er det 52.

Ifølge politiet er der tale om juleindbrud, hvis det er sket fra den 19. december. På de otte døgn, der er gået, er der på tværs af landet anmeldt 401 indbrud.

Til sammenligning var der i samme periode sidste år anmeldt 429 indbrud.



FÅ ABONNEMENT