Ved kollisionen omkom to mænd, der var om bord på "Karin Høj". Den ene mand blev fundet i skibets kahyt efterfølgende, mens den anden mand - der formodes at være faldet over bord - aldrig er blevet fundet.
Ifølge anklageskriftet var styrmanden påvirket af alkohol og talte i telefon via en app, da ulykken skete. Skibene kolliderede i en zone, hvor man ellers bør være ekstra opmærksom.
Og det bekræfter styrmanden i retten. Forud for sin vagt klokken 23 havde han drukket alkohol. Han følte sig ikke påvirket, da han tog kontrol over skibet.
I tiden omkring kollisionen havde den 30-årige talt i telefon med en ukendt person via en app for at få tiden til at gå med noget. Derfor var han ikke koncentreret om de skærme, han ellers burde være opmærksom på.
I timerne efter kollisionen var der en større redningsoperation med både svenske og danske redningsenheder, da der var hørt skrig fra vandet.