32-årig tog granater med fra Bornholm

32-årig tog granater med fra Bornholm
Arkivfoto: Allan Rieck
NOTITS | 7. DEC 2022 • 16:31
NOTITS
7. DEC 2022 • 16:31

En 32-årig mand er i Retten i Esbjerg blevet idømt fire års fængsel, efter han tog granater fra Forsvarets skydeterræn på Bornholm med hjem til sig selv. 

Det skriver Ritzau onsdag.

Manden blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens paragraf 192a, der handler om besiddelse af eksplosivstoffer og skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.

– Typen af sprængstof gør, at det i sig selv er besiddelse i særligt skærpende omstændigheder, siger anklager Christina Barnow fra Forsvarsministeriets Auditørkorps.

Den 32-årige tog sprængstofferne i 2015 i forbindelse med en skydeperiode på Raghammer Skydeterræn på Bornholm.

I 2017 tog han granaterne med til sit hjem i København og i 2020 videre til Oksbøl Kaserne, hvor han opbevarede dem på sit kontor, indtil de blev fundet i juni i år. Der er tale om to brisantgranater, fire håndgranater, fire tændsatser/detonatorer til håndgranater og 500 gram formbart sprængstof, skriver Ritzau. 

Ifølge anklageren forklarede den 32-årige, at han havde glemt at få det afleveret efter en skydeperiode og ikke syntes, at han kunne komme af med det.

Foruden forholdet om granaterne, er han dømt for flere forhold om overtrædelse af den militære straffelov.