26-årig fængslet for dødstrusler: 'Jeg kommer og dræber jer alle snart'

NOTITS | 25. MAR 2025 • 16:05
NOTITS
25. MAR 2025 • 16:05

En 26-årig mand fra Aakirkeby er blevet idømt tre måneders fængsel for flere tilfælde af dødstrusler mod blandt andet ansatte på Bornholms Hospital og politifolk.


Straffen inkluderer en reststraf på 14 dage fra april for besiddelse af hash og medicin med henblik på videresalg, skriver netmediet bornholm.nu.

Manden fremsatte ifølge anklageskriftet trusler ad fire omgange, hvilket startede den 26. juli sidste år i detentionen på politigården i Rønne. Her havde den 26-årige udtalt, at han ville smadre to politimænd og deres familier, og han havde også under transporten til Bornholms Hospital i patruljevognen sagt, at man nemt kunne skaffe våben på Bornholm, og at han ville skyde dem og deres familier.

Truslerne fortsatte på akutmodtagelsen, hvor manden havde truet en læge, der var forvagt på psykiatrisk afdeling. Her var han gået hurtigt frem mod lægen med knyttede næver og holdt dem i kort afstand fra lægens hoved, mens han sagde: "det får konskvenser", "I skal passe på" eller lignende, lyder det i anklageskriftet.

De sidste to forhold skete i december sidste år, da den dømte fremsendte sms-beskeder til en socialrådgiver samt en socialsygeplejerske på Bornholms Hospital. I beskederne til socialrådgiverne lød det blandt andet:


"Jeg finder jeres bopæl og dræber jer alle sammen" og "Jeg kommer og dræber jer alle snart", lyder det i anklageskriftet, mens beskederne til socialsygeplejersken havde lignende ordlyd.

Den 26-årige blev også dømt for besiddelse af fem gram hash til eget brug på sin bopæl i Aakirkeby.

Den dømte tog betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen til Østre Landsret, skriver bornholm.nu.

FÅ ABONNEMENT