Konservatives nummer to: Valget viser, at børn og unge skal prioriteres

Konservatives nummer to: Valget viser, at børn og unge skal prioriteres
Iben Busch gætter på, at det gode valg skyldes, at børneområdet blev et afgørende tema i løbet af valgkampen. Foto: Jacob Jepsen.
INTERVIEW | KOMMUNALVALG | BORNHOLM | Onsdag 17. november 2021 • 15:30
INTERVIEW | KOMMUNALVALG | BORNHOLM | Onsdag 17. november 2021 • 15:30

De konservatives Iben Busch ligger blandt top ti af de politikere, der fik flest personlige stemmer ved kommunalvalget. Den enlige mor til tre ønsker at forbedre vilkårerne for børn med særlige behov fra en plads i et nyt børne- og skoleudvalg.


Med 458 stemmer har Iben Busch fået flere personlige stemmer end partiet Radikale har fået tilsammen.

Noget det nyvalgte kommunalbestyrelsesmedlem end ikke havde turdet håbe på, da valgkampen gik i gang.

– Det er næsten helt overvældende. Som ny kandidat er det et rigtig stort skulderklap, siger hun.

Børn blev vigtigt tema

Iben Busch gætter på, at det gode valg skyldes, at børneområdet blev et afgørende tema i løbet af valgkampen.

Et område, hvor hun som enlig mor til tre børn, har personlig erfaring.

– Vores valgresultat fortæller mig, at børn og unge skal prioriteres højt. Jeg tror, det er et udtryk for, at mange synes, der er brug for luftforandring, og at man gerne ville have nogle politikere, der har fingeren i jorden. Det har jeg jo i forhold til børn med særlige behov, fordi jeg er mor til en dreng med autisme og har været en masse igennem med det, siger hun.

Vil det brede samarbejde

Alliancen, hvor Konservativ skal arbejde tæt sammen med Enhedslisten, er noget anderledes, end de alliancer Konservative indgår på landsplan.

Partierne lægger et godt stykke fra hinanden i den økonomiske politik, men det mener Iben Busch ikke skal være en forhindring.

– Jeg synes, det er rigtig godt og rigtig vigtigt, at vi samarbejder i bredden, for at vores politik repræsenterer flest mulige bornholmske stemmer. Det er klart, at der er noget, der adskiller os, men der er mange ting, vi sagtens kan blive enige om, siger hun.

Vil have plads i udvalg

Det, partierne i alliancen bag Jacob Trøst særligt er enige om, er, at genåbne bugettet på børne- og ungeområdet.

For Iben Busch har børneområdet været en mærkesag hele vejen igennem hendes vej ind i politik.

Hun håber og regner derfor med, at hun skal have en plads i det nye børne- og skoleudvalg, der gælder fra 1. januar.

– Jeg forventer at få en almindelig plads i børne- og skoleudvalget. Der er der, jeg ønsker at være, og det er der, jeg har meget erfaring at byde ind med. Derudover vil jeg også gerne være med til at arbejde med erhvervsudvikling. Jeg arbejder selv med international kommunikation i erhvervslivet og har idéer til, hvordan Bornholm kan blive bedre der, siger hun.

FÅ ABONNEMENT