EU er klar til at forhandle med USA siger von der Leyen

21. JAN 2025 • 11:58UDLAND

Von der Leyen nævner ikke Trump direkte, men venter ny æra med "hård geopolitisk konkurrence".

EU-Kommissionens formand, Von der Leyen, lover hurtigt engagement med USA's nye administration under Donald Trump.

Det siger hun i tale ved World Economic Forums møde i Davos i Schweiz. Talen kommer dagen efter, at Trump blev indsat som præsident i USA.

- Vores førsteprioritet er at engagere os tidligt og diskutere fælles interesser og være klar til at forhandle med vores tætteste partner, USA.

- Vi vil være pragmatiske, men vi vil altid stå ved vores principper, siger Ursula von der Leyen i talen.

Her understreger hun, at der ikke er "nogen andre økonomier" i verden, der er så integrerede som Europa og USA's.

Det gælder lige fra europæiske virksomheder, der beskæftiger 3,5 millioner amerikanere i USA, til udveksling af dele og komponenter til fly, medicin og køb af digitale tjenester.

I talen fastslår von der Leyen dog samtidig, at Europa og resten er verden er gået ind i en ny æra. Her vil kampen om ressourcer, handel og globale værdikæder blive skærpet.

Ifølge von der Leyen vil det formentlig betyde, at brugen af sanktioner, eksportkontrol og toldtariffer vil blive øget i den kommende tid.

- Vi er gået ind i en ny æra med hård geostrategisk konkurrence, siger von der Leyen - uden direkte at nævne USA's nyindsatte præsident i forbindelse med udmeldingen om toldtariffer.

I Bruxelles og i de enkelte EU-lande har der været dyb bekymring for Trumps udmeldinger i valgkampen om at lægge yderligere told på europæiske varer.

Efter indsættelsen som præsident har Trump dog hverken sat dato eller størrelse på tarifferne på europæisk told. I stedet har han lagt vægt på, at Europa skal købe mere energi i USA.

Det kan åbne for, at USA og Europa kan undgå omfattende toldtariffer mod at EU-landene køber mere olie og naturgas i USA for at udligne USA's handelsunderskud mod EU.

Allerede kort efter Trumps valgsejr fastslog von der Leyen, at EU er klar til at købe mere amerikansk energi. Også køb af våben til Europas oprustning kan lægges i USA og dermed udligne USA's handelsunderskud med Europa.

- Nogle i Europa kan måske ikke lide denne nye virkelighed. Men vi er klar til at håndtere den.

- Vores værdier ændrer sig ikke. Men for at forsvare værdierne i en skiftende verden, så må vi skifte den måde, vi agerer på. Vi må se nye muligheder og forfølge dem ud over de klassiske blokke, siger von der Leyen.

Hun henviser dermed til, at EU blandt andet har indgået en handelsaftale med de sydamerikanske Mercosur-lande. Indien er næste land på listen for EU, siger von der Leyen.

- Hvis der er fælles interesser, hvis I vil øge den grønne omstilling og forstærke jeres digitalisering, så er Europa klar at gøre forretninger, siger von der Leyen.

Hun fastslår også, at EU er klar til at samarbejde med Kina.

EU er dog samtidig klar til at bruge told over for Kina på blandt andet elbiler for at bremse den overproduktion og kinesiske statsstøtte, der går ud over europæiske bilproducenter, siger EU-Kommissionens formand.

- Det er på tide at få et mere afbalanceret samarbejde med Kina med vægt på retfærdighed og gensidighed, siger von der Leyen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT