16-årig svensker dømt for drabsplaner i København skal under tilsyn
Ungdomstilsyn, som svensker er idømt, indebærer koordinatormøder og forbud mod at gå ud på weekendaftener.
En 16-årig svensk dreng får stadfæstet en dom på et års såkaldt ungdomstilsyn for forberedelse til drab i Danmark i sommeren sidste år.Det skriver nyhedsbureauet TT.
Han dømmes også for at opfordre til drab, da han forsøgte at få andre til at begå drabet i stedet for sig selv.
Drengen havde påtaget sig den opgave at skyde og dræbe en person i København, men blev anholdt på hovedbanegården i Stockholm.
Under politiets forhør sagde han, at han havde følt sig presset til at tage opgaven.
- Jeg turde ikke sige nej, sagde han under forhøret.
Yderligere en 16-årig dreng var tiltalt, men blev frifundet i Svea hovrätt, som i store træk svarer til den danske landsret.
Ungdomstilsyn, som den 16-årige er blevet idømt, er et tiltag målrettet personer mellem 15 og 17 år, som har begået alvorlig kriminalitet eller gentagne gange har begået kriminalitet.
Bliver man dømt til ungdomstilsyn, skal Kriminalforsorgen i Sverige og den dømtes hjemkommune lave en plan for den unge.
Der er nogle obligatoriske regler i planen. Blandt dem er, at man skal mødes fast med en koordinator i Kriminalforsorgen - som hovedregel to gange ugentligt.
Desuden må den unge ikke indtage alkohol eller stoffer, og den unge får et forbud mod at forlade sit hjem på weekendaftener og -nætter. Et sådant forbud overvåges typisk med fodlænke.
Yderligere tiltag kan være en del af den enkeltes såkaldte implementeringsplan.
En tidligere dom ved en lavere retsinstans fastslog, at en 14-årig pige medvirkede til drabsplanerne, men hun kunne ikke dømmes en straf på grund af sin lave alder.
/ritzau/TT