Trump er taget i ed som USA's præsident: Nu begynder USA's guldalder
Omgivet af sin familie er Donald Trump blevet indsat i præsidentembedet i kongresbygningen i Washington D.C.
Donald Trump er mandag taget i ed som USA's 47. præsident, viser tv-billeder fra kongresbygningen i Washington D.C.Desuden er J.D. Vance taget i ed som vicepræsident.
Donald Trump, der er klædt i et mørkt jakkesæt, hvid skjorte og et lilla slips, var omgivet af sine børn og sin hustru, Melania Trump, da han aflagde ed i rotunden under kuplen i Kongressen.
Det var chefdommer i den amerikanske højesteret John Roberts, der stod for seancen, mens højesteretsdommer Brett Kavanaugh tog J.D. Vance i ed som vicepræsident få minutter forinden.
Efter et musikstykke gik Trump på scenen, hvor han holdt sin indsættelsestale og skitserede nogle af de visioner, han har for de næste fire år.
- USA's gyldne tidsalder begynder lige nu.
- Hver dag under Trumps administration vil jeg ganske enkelt sætte USA først.
- Vores førsteprioritet vil være at skabe en nation, der er stolt, velstående og fri, sagde Trump som nogle af sine første ord i talen.
I sin tale kom han ind på attentatet sidste sommer, hvor han blev strejfet af et skud under et vælgermøde i Pennsylvania.
Han slap med livet i behold og et sår på øret.
- Jeg blev reddet af Gud for at gøre USA stort igen, konstaterer Trump med henvisning til sit slogan - "make America great again".
Den republikanske nytiltrådte præsident henvendte sig herefter til de sorte og latinamerikanske vælgere og takkede for deres stemmer ved præsidentvalget.
Det er vælgergrupper, som historisk i højere grad har støttet Demokraterne end Republikanerne.
Han påpegede i den forbindelse, at det mandag er Martin Luther King-dag, som er en national helligdag i USA til minde om den amerikanske borgerrettighedsforkæmper.
- Vi vil gøre hans drøm til virkelighed, sagde Trump og henviste til Martin Luther Kings kendte tale "I have a dream", hvor Luther King beskrev en fremtid, hvor sorte og hvide amerikanere har lige rettigheder og muligheder.
I sin tale bekræftede Trump, at han vil erklære nødretstilstand ved USA's grænse til Mexico. Det er en oplysning, som en unavngiven embedsmand i den nye Trump-administration gav tidligere mandag.
Trump sagde samtidig, at han vil sende soldater til grænsen og stoppe alle illegale indvandrere fra at rejse ind i USA.
Det amerikanske militær skal styrkes, og frem for at kæmpe rundt om i verden skal militæret bruges mod USA's egentlige fjender, sagde han videre.
Trump kom også ind på det amerikanske territorium, som han gerne vil udvide.
Han varslede således, at han som præsident vil tage Panamakanalen tilbage til USA, men nævnte dog ikke Grønland i sin tale.
På et pressemøde for nylig i sit hjem i Florida vakte Trump opsigt, da han sagde, at han ønsker amerikansk kontrol over Panamakanalen såvel som Grønland, der retteligt er en del af det danske rigsfællesskab.
Desuden erklærede han national energikrise og sagde, at han som præsident vil fokusere på olie- og gasudvinding.
Det er anden gang, at Donald Trump er præsident. Hans første præsidentperiode var fra 2017 til 2021.
/ritzau/