Sverige går mod strømmen og dropper afgift på plastikposer

1. NOV 2024 • 18:03UDLAND

Ud over at fjerne afgiften på plastikposer sænker Sverige afgiften på snus og hæver afgiften på cigaretter.

Fire år efter at Sverige indførte en afgift på plastikposer i supermarkeder og andre forretninger, er afgiften fredag blevet droppet.

Det skriver nyhedsbureauerne TT og NTB.

Da afgiften på tre svenske kroner blev indført i foråret 2020, skete det på baggrund af et EU-direktiv for at sænke de svenske forbrugeres brug af plastikposer. Og det lykkedes.

Ifølge NTB købte svenskerne i gennemsnit 74 poser i 2019, mens forbruget i 2024 er nede på 17 poser per borger.

Andre EU-lande - herunder Danmark - holder fast i afgiften på plastikposer.

En anden afgift, som er blevet ændret i Sverige med virkning fra fredag, er afgiften på snus. Den sænkes med 20 procent.

Til gengæld stiger afgiften på cigaretter med ni procent.

Ifølge den svenske regering skal ændringerne afspejle, at cigaretter overordnet er mere sundhedsskadelige end snus.

Man skal dog ikke forvente, at prisen på snus falder tilsvarende, påpeger Snusbolaget, der sælger snus i Sverige. Nogle forhandlere vil sænke priserne, mens andre ligefrem vil hæve dem, lyder det.

- Det bliver spændende for forbrugerne at se, hvad der faktisk sker. Nogle sænker priserne fuldt ud, og nogle sænker dem en del. Andre sætter priserne op, siger Snusbolagets kommunikationschef, Markus Lindblad, til NTB.

Hvad angår plastikposerne, som ikke længere er pålagt afgifter i de svenske forretninger, er det EU's målsætning, at forbrugerne årligt skal købe højst 40 indkøbsposer i plast.

Allerede i efteråret 2023 stod det klart, at Sveriges regering ville fjerne afgiften på plastikposer, fordi EU-målet var nået, skrev det svenske public service-medie SVT dengang.

- Vi er overbeviste om, at de svenske borgere anvender plastikposer på en klog måde i deres hverdag, og at der ikke er grund til, at de skal være ekstra dyre, sagde miljø- og klimaminister Romina Pourmokhtari til SVT.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT