Venezuelas leder slår over i engelsk og trygler USA om fred

24. OKT 2025 • 08:56UDLAND

- No crazy war!, siger Maduro. Samtidig siger Trump, at USA "bare vil dræbe folk, som transporterer stoffer".

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, ønsker ikke nogen "vanvittig krig" med USA.

Den venstreorienterede leders udtalelser kommer torsdag lokal tid under et møde med fagforeninger.

Her slår han over i engelsk og leverer et fredsbudskab til USA, som for tiden slår hårdt ned på smuglere med blandt andet luftangreb.

- Yes peace! Yes peace! Yes peace! Forever, forever, forever. Peace forever! No crazy war!, siger Maduro.

I forlængelse af fredsbudskabet kommer Maduro - der hyppigt får kritik for at underminere demokratiet og menneskerettigheder i Venezuela - dog også med en trussel til USA.

Hvis USA går ind med sit militær i Venezuela, vil amerikanerne nemlig blive mødt af en "parade af millioner af mænd og kvinder med geværer". Det rapporterer tv-kanalen France 24.

Også i USA går bølgerne højt.

Sidste uge sagde den amerikanske præsident, Donald Trump, at han har givet grønt lys til, at efterretningstjenesten CIA udfører hemmelige aktioner mod Venezuela. Han sagde også, at han overvejede angreb mod narkokarteller på landjorden.

USA har allerede sendt kampfly og skibe fra den amerikanske flåde til Caribien som del af det, som USA betegner som narkobekæmpelse.

Trump sagde torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters, at hans regering løbende vil underrette Kongressen om indsatserne. Men han vil ikke bede om en egentlig krigserklæring.

- Jeg regner ikke med, at jeg nødvendigvis vil bede om en krigserklæring. Jeg tror, at vi bare vil dræbe folk, som transporterer stoffer ind i vores land. Ok? Vi vil dræbe dem, sagde Trump.

Mindst otte både og et ubådslignende fartøj er blevet angrebet. Ifølge USA smuglede de ulovlige stoffer, men der har været kritik af, at USA ikke har givet beviser for netop det.

Ifølge en opgørelse, som nyhedsbureauet AFP har lavet på baggrund af amerikanske tal, er mindst 37 personer blevet dræbt i de amerikanske angreb.

Juraeksperter har sået alvorlig tvivl om, hvorvidt angrebene er lovlige.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT