USA sanktionerer Colombias præsident over påstået narkokonflikt

24. OKT 2025 • 21:40UDLAND

USA's sanktioner mod Colombias præsident kommer, efter at USA har angrebet påståede narkobåde i regionen.

USA har sanktioneret Colombias præsident, Gustavo Petro.

Det kan man se på USA's finansministeriums hjemmeside på en liste over sanktionerede personer.

Årsagen er ifølge hjemmesiden kategoriseret som "ulovlige stoffer".

- Siden præsident Gustavo Petro kom til magten, er kokainproduktionen i Colombia eksploderet til det højeste niveau i årtier, hvilket oversvømmer USA og forgifter amerikanere, siger den amerikanske finansminister, Scott Bessent, i en udtalelse ifølge Reuters og tilføjer:

- Præsident Petro har ladet narkokarteller blomstre og nægtet at stoppe denne aktivitet. I dag tager præsident Trump kraftfulde skridt for at beskytte vores nation og gøre det klart, at vi ikke vil tolerere narkotikahandel ind i vores land.

I et opslag på X skriver den colombianske præsident, at også hans kone og børn er kommet på listen.

Samtidig afviser Petro de amerikanske anklager og skriver, at han netop har bekæmpet narkotikahandel i årtier.

"Et fuldstændig paradoks", beskriver han det i opslaget og tilføjer:

- Men ikke et skridt tilbage og aldrig på vores knæ.

Ifølge nyhedsbureauet AFP gentager han med den sidste sætning slogans, som er blevet brugt af latinamerikanske revolutionære.

Meldingen om sanktioneringen kommer på et tidspunkt, hvor USA har udført flere angreb mod påståede narkosmuglerbåde i Stillehavet og Caribien.

USA's indsats i områderne har ført til øgede spændinger i regionen - særligt med Venezuela og Colombia.

Colombia har blandt andet trukket sin ambassadør i USA ud af landet. I et opslag på X natten til søndag i sidste uge, skrev Gustavo Petro desuden, at han mener, at USA har krænket Colombias suverænitet under angrebene.

Han hævdede også, at en colombiansk fisker mistede livet under et af angrebene.

- Embedsmænd fra den amerikanske regering har begået drab og krænket vores suverænitet i vores territorialfarvand, skrev han og tilføjede:

- Fiskeren Alejandro Carranza havde ingen forbindelse til narkosmuglere, og hans daglige beskæftigelse var fiskeri.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT