USA intensiverer angreb mod påståede narkobåde med endnu et angreb
Dagens angreb i Caribien er det 10. angreb, siden USA startede sin indsats mod påståede narkosmuglerbåde.
USA intensiverer indsatsen mod påståede narkosmuglere i Stillehavet og Caribien med endnu et angreb.Det oplyser USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, i et opslag på X fredag.
Angrebet fandt ifølge forsvarsministeren sted i Det Caribiske Hav, og seks påståede narkosmuglere blev dræbt.
- Hvis du er en narko-terrorist, der smugler stoffer på vores halvkugle, så vil vi behandle dig, som vi behandler al-Qaeda. Dag eller nat vil vi følge dine netværk, spore dine folk, jage dig og dræbe dig, skriver ministeren i opslaget.
Dagens angreb er det 10. kendte angreb, siden USA begyndte sin indsats i området, og ifølge en opgørelse fra nyhedsbureauet AFP er i alt mindst 43 døde.
De amerikanske myndigheder har ikke fremlagt beviser på påstandene om, at det er narkosmuglere, der er blevet dræbt i angrebene.
Efter et angreb torsdag understregede Hegseth desuden, at USA kun lige er begyndt.
- Disse angreb vil fortsætte dag efter dag. Det er ikke blot narkosmuglere. Det er narkoterrorister, der bringer død og ødelæggelse til vores byer, skrev han på X.
Forsvarsministeriet, Pentagon, har oplyst til Kongressen, at USA er i væbnet konflikt med latinamerikanske narkokarteller, som ifølge regeringen er terrorgrupper.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Flere eksperter har dog ifølge nyhedsbureauet sagt, at angrebene er i strid med loven, selv hvis myndighederne er sikre på, at det er narkosmuglere. Der er tale om henrettelser uden rettergang, lyder det.
USA's indsats i områderne har ført til øgede spændinger i regionen. Colombia har trukket sin ambassadør i USA ud af landet, og Venezuela har anklaget USA for at planlægge et kup mod præsident Nicolas Maduro.
Colombias præsident, Gustavo Petro, mener, at USA har krænket Colombias suverænitet under angrebene.
Det skrev Petro i et opslag på det sociale medie X natten til søndag i sidste uge.
Han hævdede desuden, at en colombiansk fisker havde mistet livet under et af angrebene.
- Embedsmænd fra den amerikanske regering har begået drab og krænket vores suverænitet i vores territorialfarvand, skrev han og tilføjede:
- Fiskeren Alejandro Carranza havde ingen forbindelse til narkosmuglere, og hans daglige beskæftigelse var fiskeri.
/ritzau/
