Zelenskyj får kram på vej ind i Downing Street - håber på missiler

24. OKT 2025 • 16:07UDLAND

Først skal Zelenskyj mødes med britisk premierminister. Siden slutter blandt andre Mette Frederiksen sig til.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, er fredag i London blevet modtaget med kram af Storbritanniens premierminister, Keir Starmer.

Først er der et møde mellem de to i Downing Street nummer 10, før statsminister Mette Frederiksen (S) og flere andre europæiske stats- og regeringsledere slutter sig til dem.

Det skriver BBC.

Herefter udvides antallet af mødedeltagere yderligere til at omhandle den kreds af lande, der hedder Koalitionen af Villige.

Mens Mette Frederiksen fysisk er i London, ventes mange lande at deltage virtuelt.

Koalitionen af Villige er overvejende europæiske lande, der arbejder med planer for militær hjælp til Ukraine i krigen mod Rusland. De drøfter også sikkerhedsgarantier for Ukraine.

Ved fredagens møde har Starmer sagt, at han vil forsøge at få andre europæiske lande til at give flere langdistancemissiler til Ukraine.

Fredagens møde kommer efter en uge, hvor Ukraines vestlige allierede har forsøgt at lægge yderligere pres på Rusland.

USA og EU har vedtaget nye sanktioner i løbet af ugen. Men ifølge Mette Frederiksen skal der mere til.

- Putin bliver ved med at trække tiden, og Rusland fortsætter de voldsomme angreb. Derfor skal vi stille Ukraine i den stærkest mulige position – før, under og efter en eventuel våbenhvile, siger hun i en skriftlig udtalelse og tilføjer, at der også skal yderligere sanktioner til.

På et EU-topmøde torsdag var der også tale om at give milliarder i indefrosne russiske midler som lån til Ukraine.

Det mulige tiltag må dog vente lidt endnu.

- EU-Kommissionen vil arbejde videre med at undersøge muligheden for et erstatningslån til Ukraine taget fra de indefrosne russiske midler, sagde kommissionsformand Ursula von der Leyen.

Den "endelige beslutning" om lånet skal derefter træffes på EU-topmødet i december, sagde EU's præsident, António Costa.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT